Når millioner flyder opad, og de svageste betaler prisen
Aarhus Kommune har prioriteret milliardprojekter og støtte til private aktører, selv om velfærdsområder som handicapområdet mangler finansiering.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Aarhus er en by, vi er stolte af. En by med ambitioner, fællesskab og en stærk velfærdstradition. Men når man ser på, hvordan Aarhus Kommune prioriterer sine penge, begynder den fortælling at slå revner.
Tag det nye stadion. Et projekt, der nærmer sig en samlet pris på omkring 1 milliard kroner, hvor kommunen står for en betydelig del af finansieringen. Ekstraregninger på hundredvis af millioner er allerede blevet godkendt undervejs. Det er mange skattekroner til et anlæg, der primært bruges til professionel fodbold.
Samtidig støtter kommunen en privat festival som Northside Festival med offentlige midler. Siden 2010 har festivalen modtaget millioner i støtte og får fortsat årlige tilskud. I dag er festivalen ejet af internationale aktører, og overskuddet ender ikke nødvendigvis i Danmark. Offentlige midler er dermed med til at understøtte en forretning, hvor værdien i sidste ende kan forlade fællesskabet.
Og så er der Aarhus Airport. Her har kommunen gennem årene investeret flere hundrede millioner kroner i en lufthavn, der igen og igen kræver økonomisk støtte. Trods gentagne redningsforsøg er det fortsat en underskudsforretning.
Samtidig kan Aarhus Kommune ikke finde 150 millioner kroner til handicapområdet.
Et område, der handler om mennesker. Om værdighed. Om livskvalitet. Hvordan hænger det sammen?
Hvordan kan der være penge til stadioner, festivaler og underskudsgivende projekter, men ikke til borgere med handicap?
Det handler ikke om at være imod kultur, sport eller udvikling. Det handler om prioritering.
Når en kommune investerer massivt i projekter, der i høj grad gavner dem, der allerede har adgang og ressourcer, samtidig med at man sparer på dem, der har mindst, så er det ikke bare politik. Det er et brud.
Et brud på den sociale kontrakt, som vores samfund er bygget på. Den kontrakt, hvor vi accepterer at betale skat, fordi vi tror på, at fællesskabet løfter alle især dem, der har mest brug for det.
I Aarhus ser det i stigende grad ud til, at pengene flyder den modsatte vej. Opad.
Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at prioritere handicapområdet. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.