Grusomheder forsvinder i analyser og dødstal, men vi må ikke blive ligeglade

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Man kan kun tro, når man har prøvet at være død.«

Sådan siger teologen Dorothea Sölle og taler lige ind i påskens fortælling om graven og opstandelsen. Vi har det med at tage livet for givet og helt og aldeles glemme, hvor vildt det er, at vi findes. Den, der har prøvet at være død, ved godt, at livet er dyrebart, et under, en gave.

Mellemøstforsker Helle Malmvig er en af dem, som medierne ofte hiver ind for at give os en analyse af udviklingen i Mellemøsten, der i disse år er præget af stor ustabilitet og mange døde og fordrevne mennesker, i Gaza, Vestbredden, Syrien, Libanon, Iran og nu også Golfstaterne. Vi følger alle sammen med i analyserne af, hvad der får de forskellige aktører til at gøre, hvad de gør: Handler det om adgang til energi, om religion eller stormagtsrivaliseringer? Hvilke konsekvenser får det for aktiemarkeder, oliepriser og renteniveau?

Det er alt sammen virkeligt spændende og vigtigt, men Helle Malmvig er begyndt at få en dårlig smag i munden, for hvor længe kan vi blive ved med at tale sådan om krig, uden at vi bliver helt kolde over for de menneskelige omkostninger? Titusinder af døde børn og mange flere civile, der efterlader børn uden forældre, familier på flugt, liv i ruiner. Hvordan kunne grusomheden forsvinde i analyser og dødstal, der er så store, at vi ikke længere kan forholde os til det som mere end netop bare tal?

»Vi må have et andet sprog for det, der sker,« siger Helle Malmvig, og peger på poesien, der kan åbne vores forståelse for den menneskelige erfaring, for smerten, brutaliteten, tabet og meningsløsheden.

Jeg får lyst til at supplere, at vi har brug for det sprog, der mere end noget andet er forbundet med poesi, nemlig troens sprog, som kender til det at dø, som ved, hvor forfærdeligt det er, hvor meget vi frygter det, hvor meget vi flygter fra det, men også hvor afgørende det er, at vi ikke løber fra døden, men accepterer graven som et grundvilkår i livet, der åbner for troens perspektiv: Underet, det dyrebare liv, som ingen af os ejer, men som gives os hvert øjeblik som en gave.

»For at vinde verden / skal vi gøre os hårde / hvad vi ikke er,« lyder et digt af Kristen Bjørnkær.

Selvfølgelig kan vi ikke undvære analyserne og alle forsøg på at få styr på tilværelsen, vinde verden, som han skriver. Men vi skal være helt på det rene med, at det ikke kan stå alene, at vi risikerer at blive så hårde, at vi helt glemmer, hvor bløde vi egentlig er indeni.

Vi er alle mirakler, der er født ud af gravens skød. Vi er så heldige, at vi har fået livets gave, og den skal vi passe på. Vi må protestere, når vi mærker, at vi er blevet hårde, kolde og ligeglade. Stenen må fjernes fra graven, så vi kan få frisk luft og hylde livet i stedet for ligegyldigheden og døden.