Bliver uge 17 en festuge?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Der er jo tale om en mulig 40-års hændelse.«

Sådan afsluttede redaktøren af denne klumme vores ugentlige korrespondance, hvorefter vi i samme tråd besluttede os for at bryde aftalen om, at klummen kun skal omhandle De Hviie i Vejlby.

40-års hændelsen refererer selvsagt til det kommende mesterskab i maj i Vejlby, men i udsagnet lå også, at den kommende uge bliver en af de vigtigste i AGFs lange fodboldhistorie.

Derfor var et aftalebrud også på sin plads og kunne det oveni byde på lidt anderledes alternativer, der kunne handle om meget mere Vejlby til langt væk fra Vejlby var alt godt.

Vi valgte det sidste. Og udgangspunktet bliver en mandag med De Hviie i Herning – en anderledes festuge.

Og en FESTUGE, der altså begynder i denne undseelige og på alle måder ejendommelige by, og som for de fleste er mere en slags trist tilstand end en egentlig by.

Her i Herning huserer og hersker megalomanien og storhedsvanviddet, allerbedst illustreret og udstillet, da herningenserne i fulde alvor i 2022 mente, de (og Danmark) var blevet snydt, fordi Tour de France-komitéen (i øvrigt fuldt forståeligt) valgte at ignorere byen til Le Grand Depart i Danmark.

Men absolut ingen blev snydt. Tværtimod. Snarere blev de fleste tilskuere og tv-seere frelst og fritaget fra at følge med i intetsigende helikopterbilleder fra Heden.

Og hvad skulle de stakkels kamerafolk have filmet fra helikopteren? Jyske Bank Boxen? Vandkulturhuset (Dét kalder de Deres DGI-hus)? Messecenteret? Motorvejskrydset? Fermaten? Eller Sunds Fodboldgolf?

Glem det…

Det eneste, der med bare lidt god vilje ville kunne fange kameralinsen, er vel de gamle landsbykirker, og de kan – trods alt – ikke bære en hel live-sending.

Det er altså mandag aften, at AGF skal møde FC Midtjylland.

Klubben, der for flere og flere, fremstår som en slags fodboldens IT Factory uden egentligt indhold og eksistensberettigelse. Usympatiske og passionsløse og ovenikøbet med superligaens mest beregnende, kalkulerende og kyniske træner, Mike Tullberg.

Og så lidet imponerende adjektiverne ellers lyder, så sætter vi alligevel pris på dem, midtjyderne, ikke adjektiverne. Der er nemlig noget over fodboldhold, der kan bringe andres pis i kog. I Vejlby og AGF lever og ånder vi sågar igennem rivaliseringer mod tåbelige og utiltalende fodboldhold.

Vi er også smerteligt bevidste om, at den og dem, der er klar til at agere som virkelige dumme svin ofte også vinder mesterskaber. Og Mike Tullberg er måske det værste af dem alle, desværre.

Men bliv ved, Tullberg, bliv endelig ved med dine svinestreger og dit skubberi, vi skal nok blive mestre, for i Vejlby findes ingen regler uden undtagelser, og i øvrigt er der sgu ingen, der orker at fodbold bliver til noget, der kunne foregå på Bellevue mellem VRI og Aarhus Fremad en lørdag formiddag – kønsløst og uden passion.

Så mandag efter arbejde sætter vi nøglen i tændingen på gulplade-Bimmeren og kører vest på ad den dødssyge motorvej 15 mod Herning og MCH Arena. Og ja, man tager kun dertil, fordi man pinedød har et ærinde, der ikke kan udskydes. Og det kan mandagens kamp ikke.

I stedet er kampen startskuddet til en festuge for De Hviie, og som vi går ind til med fem i spring – som man siger i Vejlby. Det er på engang vanvittigt meget og absolut ingenting overhovedet, så lad det blive, som det er nu, når ugen er ovre – med fem i spring.

Nu er festuger jo ikke fremmede for aarhusianere, og hvor man normalt forbinder Aarhus Festuge med cirkuslignende øltelte på Pustervig og Bispetorv, et øget hashsalg i Mølleparken og et alt for ofte mislykket åbningsshow i Byparken, så er tre fodboldkampe på en uge, to af dem endda mod FCM, til gengæld i en noget anden kaliber og svær at hamle op med.

Og når klokken har rundet 22 søndag den 26. april, og vores festuge sådan set er ovre, kan de fleste godt begynde at overveje, hvad de vil sige til chefen mandag morgen. Jeg tror, der bliver behov for mere end blot et par Panodil og lidt knust Tramadol, for festuger sætter sine spor.

Det gjorde min egen personlige festuge også, selvom den går så langt tilbage som maj måned 1978.

Her handlede det ikke om fodbold, men om en ikke uvæsentlig flytning, da min far, mor og søster og jeg, efter næsten seks års landflygtighed, og en slags tålt ophold i Risskov, kunne flytte tilbage til Vejlby.

Det blev til en (fest)uge, der også blev bestemmende for mit ungdoms- og voksenliv, og en af de begivenheder jeg har gemt i erindringens chatol.

Under flytningens såkaldte indledende øvelser, og hvor det normale flyttekaos endnu ikke havde sat sig, husker jeg hvordan min mor placerede mig i sofaen midt i stuen, med fjernsynet tændt, og med to tyske dobbeltkiks fra Prinzen-Rollen på en lille tallerken.

Jeg husker, jeg så Liverpool-FC Brugge uden dengang at have noget forhold til nogle af holdene. Endnu mere husker jeg, at mit blik også vendte sig væk fra skærmen, og over på min mor og far, der begge befandt sig i en - sjælden - nærmest euforisk stemning med både sang og musik i højttalerne, alt imens de fyldte flyttekasserne i vores gamle hus på Rislundvej.

Stemningen blev endda endnu bedre, da ugen var ovre, og det hele skulle pakkes ud igen. Nu på Filosofgangen, i Vejlby og tæt på stadion. Her kunne mit lille drengede væsen mærke følelsen af det gode, der var i gang, samtidigt med, jeg begyndte at forstå, at i Vejlby var der rart at være. At lige her skulle alt nok blive godt og lige her, i midten af maj, var vi kommet tilbage, hjemme igen, nu på den rigtige side af Grenåvej.

At det hele gik, som det gjorde, skyldtes at min far havde søgt og fået den ledige stilling som sognepræst i Vejlby Kirke, og der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på, hvor godt det var, at Vejlby Menighedsråd, med Gustav Holch Povlsen i spidsen, valgte min far.

Tænk, hvis de havde valgt en anden?

Så havde jeg i stedet skulle være i en slags evig seksdageskrig mod skov og strand og lange indkørsler. Konsek

vensen af det kan jeg slet ikke kapere.

Det kan jeg heller ikke, hvis det utænkelige og unævnelige skulle ske. Det vil gøre maj måned til et helvede, og til noget, der næsten overstiger Anders Winnerskjolds pauvre forsøg på at gøre AGF til en central del af sin identitet.

Et mesterskab skal ganske enkelt ikke fejres i en by og en Arena tæt på motorvej 15. Et mesterskab skal fejres på et stadion i Vejlby, klos op ad Grenåvej i midten af maj, når bøgen er sprunget ud.

KSDH!