Autoriteternes død (og opstandelse)
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi elsker at brokke os over ungdommen. Det har man nok gjort i alle tider. »Børn har ingen respekt for autoriteter mere,« hedder det ofte. Og ord som ”respektløs“ dukker hyppigt op i debatten. Sandt er det, at børn i dag har andre vilkår end tidligere generationer. Men autoritet har også ændret sig.
Tidligere sad autoriteten i selve embedet eller jobbet. Var man lærer, præst, læge eller købmand, havde man automatisk respekt. Blot i kraft af sit arbejde. Samfundet var indrettet sådan, at visse roller bar autoritet i sig selv. Nogle ældre kan stadig huske at blive revset af en lærer, der både kunne og måtte.
I dag fungerer autoritet anderledes. Den gives udefra, i konkrete situationer, gennem andres blik. Når præsten står i sin kjole og forretter en ceremoni, eller læreren står foran klassen, kan de tilstedeværende vælge at give dem autoritet – eller lade være. Og den autoritet gælder kun lige præcis dér. Bagefter starter alt forfra. Og måske er det netop den mest menneskelige måde, at anerkende hinanden på? At blive respekteret for den, man er, frem for den rolle, man tilfældigvis har?
Forleden underviste jeg mit første hold konfirmander. Jeg var spændt. De vidste, jeg ikke var præst, og jeg vidste, at hvis de ville, så kunne gøre de næste to timer til en kamp, som jeg formentlig ville tabe. Præsten havde introduceret mig pænt og bedt dem være søde og høre efter. På mange måder havde de autoritet over mig.
Og det blev en fornøjelse. Vi havde gode, frie samtaler, hvor både de og jeg kunne spørge om alt. Bagefter lavede jeg et bibelsk escape-room, hvor de skulle finde den hemmelige bibelhenvisning (2. Tim. 4,7) for at komme ud. De kunne når som helst være gået, men de valgte at blive og lege med.
Det fik mig til at tænke over, hvordan autoritet så ud for to tusind år siden. I Lukas-evangeliet kapitel 4 fortælles det, hvordan Jesus talte med en autoritet, der forbløffede folk. Det var ikke kun det, han sagde, men måden, han sagde det på. Hans autoritet kom et andet sted fra. Fra Gud.
De færreste af os oplever den slags guddommelig magttildeling. Siden ungdomsoprøret og ”autoriteternes død“ har vi ofte bebrejdet de unge deres mangel på respekt. Men hvis vi dømmer dem, må vi også dømme os selv. Autoritet er i dag gensidig anerkendelse.
Verden er ikke den samme som for 60 år siden eller for 2000 år siden. Og det behøver ikke være en dårlig ting. Måske er ”autoriternes død“ en misvisende betegnelse. I virkeligheden har vi alle magt over hinanden. Når vi møder hinanden som ligeværdige og opfører os derefter, bliver autoritet ikke et fortidslevn, men noget levende, vi giver hinanden i tillid og anerkendelse.