Det handler om udtryk og revanche

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi udskyder liiiige festugen lidt endnu… Ja, lige nu kan det hele sgu næsten være lige meget. Men også kun næsten. For nu handler det om to ting. Udtryk og revanche.

Siden jeg mandag aften satte mig i bilen hjem fra Herning, og frem til deadline fredag, har jeg befundet mig i en form for trancelignende tilstand. På fire dage har vi smidt fem point og førstepladsen. Og vi har smidt den til klubben der, som alle ved, ligger mig så uendeligt fjernt med deres passionsløse og konceptstyrede tilgang til fodbold, og hvor især deres provinsielle og praktiske idé om at samle alt på et sted, via tilgængelighed og en motorvejsafkørsel synes at være grundvisionen og kerneideen (Herning-sprog) i deres berettigelse som fodboldhold.

Hvad var det lige, der skete, og hvordan skal jeg overhovedet komme videre?

Skulle mit korstog og min foragt for det midtjyske fortsætte, eller skulle jeg gå i den anden grøft og tage det oppe fra og ned og roligt konstatere, at jeg som en god kristen nu sætter min lid til Kristus og til, at Han må tage over fra nu og fikse det for os.

Jeg kunne også gå en tredje vej, når jeg nu i bund og grund godt ved, at man hverken kan læne sig tilbage eller blande Kristus ind i mesterskabsligningen – eller i fodbold generelt. Heller ikke selvom man er søn af en præst.

Det endte med den tredje vej og et simpelt fokus på det, man kan gøre noget ved, og som man altid kan stole på, nemlig udtryk. Dette noget uklare begreb, der betyder alt, når det kommer til præstationer både i livet og på fodboldbanen.

For mange år siden, da min kæreste og jeg lige havde mødt hinanden, og der stadig var fuld fart over både det ene og det andet, sagde hun noget, jeg har husket siden.

»Christian, for fanden, appearance is everything.«

Hun sagde det selvfølgelig med et glimt i øjet, for hun er hverken engelsk eller fra Vejlby. Men sætningen bed sig fast, fordi vi den dag var på vej ud ad døren, pressede på tid og slet ikke havde overskud til de store tanker om tøjvalg.

Eller rettere, det havde min kæreste. Hun hakkede bremsen i og bad om mere tid, for man drøner ikke bare afsted uden at have styr på sin appearance.

Det forstod en vejlbyer som mig ikke en skid af. Her gør man jo nærmest en dyd ud af at møde op til galla eller på tankstationen i noget, der kunne ligne natbukser og klipklappere.

Alligevel har hun jo på en eller anden måde fat i noget.. og har også efterfølgende understreget at:
»Thomas Helmig jo også indimellem kører på tanken efter mælk, og tænk hvis han stod der i køen, og jeg var iført hyggebukser og hjemmefutter. Det dur jo ikke…«

Nu har det aldrig været meningen, at klummen her skulle handle om Helmig efter mælk, kærester eller deres tøjstil, men derimod om AGF og deres vanvittige vej mod mesterskabet i Vejlby.

Og på den vej kan man lige nu ikke komme uden om vigtigheden af appearance – eller udtryk eller fremtoning, om man vil.

Derfor handler det nu om, hvem af spillerne hos ”De Hviie”, der kommer med det bedste udtryk og med full appeareance? Det er det, vi skal smide lige i snotten på modstanderne.

For udenforstående en tilsyneladende åndssvag og latterlig overvejelse. Men for mig er det en fuldt ud legitim tanke, at vi NU finder og peger på den spiller med størst udtryk, og som kan gå forrest nu, hvor tingenes tilstand er tilspidsede for at sige det mildt.

Og som det forholder sig med livet, hvor udtryk og god stil giver både forlommer, fisse og fordele, har man i fodbold også vundet en hel del, når man med ”full appearance” træder ind på banen.

Husk blot tilbage på det italienske landshold, når de under tidligere slutrunder fik storbrølet ”Fratelli d’Italia”. Da Danmark gik på banen mod tyskerne i ’92, iskolde og overlegne og uden antydning af at være bange for at vinde, eller da Frankrig gik ind med Brasilien i VM-finalen ’98, lige så triumferende og stålsatte som sad de på Marengo, Napoleons grå araberhest.

Forleden havde jeg for Gud ved hvilken gang set ”Goodfellas”, Martin Scorseses mesterværk om wiseguys i New York. Og sammen med den film og uovertrufne indsatser lige nu fra en specifik og bestemt spiller, understregede både han og filmen min tyrkertro på, at udtryk betyder noget.

Findes der et bedre udtryk i filmverdenen end når gangsteren Henry Hill, med sine italienske/irske aner ankommer til natklubben over alle klubber – Copacabana i 60-70’ernes New York?

Næppe. I kæmpe overskud, overlegen og gangster-gestikulerende, hilsende og nikkende og ovenikøbet med blik for både sin date, drikkepenge, tjenerne, udsmiderne, opvaskerne, kokkene viser han sig nærmest som Jesus i Jerusalem Palmesøndag.

I Vejlby og VIK blev der ikke lagt palmegrene foran os, men på banen, hvor spillet indimellem skrantede, kunne man aldrig kimse ad udtrykket.

Tag bare Rodin, når han til tidlige søndagskampe var på banen efter en lang nat i Skolegade. Her blev der leveret med både fremskudt bryst og løftet hoved. Og det virkede.

Rodin var Vejlbys Tommy DeVito – for nu at holde os i Goodfellas-universet – både i omklædningsrummet, på banen og i bylivet: vild, utilregnelig og indimellem frygtet, men allermest elsket.

Det var i kampen mod FCM, trods nederlaget, at jeg så, hvad udtryk og appearance kan betyde. Det var her, jeg så det, der kan vise os vejen, roen og troen på, at der på søndag, og resten af sæsonen, findes en løsning på mesterskabsligningen. Den går gennem min helt egen helt med det altid formidable udtryk og som ALDRIG lader sig påvirke af tingenes tilstand.

Det drejer sig selvfølgelig om Henrik Dalsgaard, dette vanvittigt rolige gemyt, der med store (skjulte) armbevægelser og en stoisk jysk ro har det udtryk, der skal til for at løfte os ud af mareridtet i Herning.

Ikke kun i hans spil på banen får man associationer til noget italiensk. Om ikke til Goodfellas, så til en klassisk repræsentant for den italienske catenaccio og dets systems store helt, Helenio Herrera. Godt nok var han argentiner, men han satte standarden i Italien for, hvad man forstår ved verdensklasseforsvarspil.

Bevares, måske overdriver jeg en smule, men jeg synes jo, Dalsgaard i det mindste har anslaget. Ikke verdens hurtigste længere, men når det kommer til overblik, kynisme, disponering af kræfter finder man ikke hans lige i Danmark.

Gør ham til årets spiller allerede nu. Og når vi lige om lidt er færdige med sæsonen så ”hang him in the Louvre”, som man siger i England.

Vi kan stadig vinde mesterskabet. I morgen, søndag, gælder det den ultimative revanche.

Og trods det nærmest ukristelige spilletidspunkt, søndag klokken 20.00, har jeg tænkt mig at møde op med full Vejlby-appearance og i fuldt Vejlby-ornat uden kompromisser og dikkedarer.

Det bliver med kasket, lang jakke og sweatpants. Og ja, min kæreste hader det og vil stædigt og vedholdende holde fast i ALDRIG at gå på hverken tanken eller stadion i noget, der bare kunne minde om kasket eller sweatpants, for… »appearance is everything«

KSDH!