»Selvejende institutioner presses af kommunale tilbud – en trist udvikling og en unfair kamp«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når en fodboldklub lukker sin ungdomsafdeling efter mødet med et kommunalt tilbud, bliver det kaldt en trist udvikling. Det er det også. I Randers har sagen om Randers KFUM Fodbold og det kommunalt understøttede Randers Nord IF nu fået politisk opmærksomhed, fordi man netop frygter, at kommunen er kommet til at konkurrere med en frivilligt drevet klub.

Det er samtidig et spejl på noget, der allerede foregår på kulturområdet i hele Østjylland. Her er det ikke fodbold, men musik, drama og kreative fag. Her er det ikke en ny idrætsforening, men ungdomsskolen. Mekanismen er den samme. Kommunerne går ind med egne tilbud til de samme børn og unge, som de selvejende institutioner lever af at samle op. Forskellen er bare, at konkurrencen ikke er lige.

Ungdomsskolen er ikke bare endnu en aktør. Den er kommunen selv. Den har adgang til lokaler, administration og ansatte på en måde, som ingen selvejende institution kan matche. Når undervisning kan tilbydes med lav eller ingen deltagerbetaling, og når rammerne allerede er betalt, bliver valget for mange familier ikke et reelt valg. Det bliver et spørgsmål om økonomi og tilgængelighed.

Konsekvensen er til at tage og føle på. De selvejende institutioner mister elever. Ikke nødvendigvis fordi de er dårligere, men fordi de konkurrerer på vilkår, de aldrig kan vinde på. Over tid udhules grundlaget, og til sidst står man med færre aktører, mindre mangfoldighed og et fattigere kulturliv.

Det paradoksale er, at det hele sker i den bedste mening. Flere børn og unge skal med. Flere skal have adgang til kreative fællesskaber. Det mål er der bred enighed om. Problemet er måden, det bliver gjort på.Når kommunen vælger at opbygge egne parallelle tilbud i stedet for at styrke de eksisterende, flytter man ikke bare aktivitet. Man flytter magt, ressourcer og deltagere ét sted hen. Det er ikke udvikling af kulturlivet. Det er en centralisering.

Spørgsmålet er derfor ikke, om ungdomsskolen laver gode tilbud. Det gør den mange steder. Spørgsmålet er, om kommunen er i gang med at udkonkurrere sit eget kulturliv. I Randers er debatten nu startet i idrætten. Det næste skridt bør være at tage den samme diskussion på kulturområdet, før konsekvenserne bliver lige så tydelige.

Hvis svaret er ja, er prisen højere, end man måske lige regner med. For det, der forsvinder, er ikke bare aktiviteter. Det er engagement, frivillighed og de miljøer, der er bygget op over mange år. Det er langt sværere at genopbygge end et nyt kommunalt hold på et skoleskema.