Fri mig fra dommertitlen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Da jeg læste jura i Aarhus, da havde vi et fag, der hed retslære. Det beskæftigede sig blandt andet med det fænomen, der kaldes naturretten eller naturlig ret. Naturretten er den iboende retsfølelse eller fornemmelsen af, hvad der er i overensstemmelse med ret og uret – altså en følt retfærdighed, og som derfor af den enkelte må opfattes som etisk korrekt.
Naturretten kan illustreres med et eksempel: Hvis jeg får en parkeringsbøde, selvom jeg ikke har holdt parkeret længere, end jeg måtte, men fordi jeg har glemt at stille min P-skive, så føler jeg det meget urimeligt og uretfærdigt. Jeg parkerede jo kun i en halv time, og det er tilladt at parkere i to timer.
Det tjener simpelthen ikke noget formål at give mig en bøde for at glemme at stille min P-skive! Så dømmer jeg bagefter parkeringsvagten til at være et egoistisk og ukærlige menneske, der kun tænker på at give andre en dårlig dag.
Men måske snyder naturretten og vores umiddelbare fornemmelser os indimellem. De følelser får os jo egentlig kun til at tro, vi har ret – i betydningen at selv synes, vi er retfærdige eller dømmer retfærdigt. For det er jo naturligt nok, at jeg får en parkeringsbøde, hvis jeg har overtrådt parkeringsreglementet
I virkeligheden er det slet ikke afgørende, om jeg selv oplever noget som retfærdigt eller ej. Det afgørende er derimod, at jeg slet ikke skal dømme.
Det gode og meget befriende budskab til os i Bibelen er netop det lyksalige: Du skal ikke dømme! Og med en hilsen til syndefaldsberetningen: Du skal ikke skelne det gode fra det onde!
Kun Gud er nemlig i stand til at skelne i en sådan kvalificeret grad, at han kan dømme retfærdigt. Og der ligger virkelig en stor befrielse i at erkende, at det er sådan det hænger sammen.
Det forstår vi, når vi hører Jesus selv sige: »Fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes«. Og: »Det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med!«
Hver gang vi altså dømmer eller afviser at give, da lægges der er stort ansvar på os i form af en ufrihed. En ufrihed der består i, at vi selv skal leve op til vores egen dom og vores eget mål. Så ender vi med til sidst at have dømt os selv. Og den, der dømmer sig selv, kan aldrig blive fri; intet menneske kan sætte sig selv fri. Det kan kun Gud.
Jeg tror på, at når først vi har overladt dommen til Gud, da kommer vi til at mærke, at vi selv er i Guds gode hænder. For dommen er pludselig ophævet – den dom, som truede med at falde over vores eget hoved.
Så kan vi igen få lov at mærke et pust fra Paradisets Have – der hvor vi ikke behøvede at skelne mellem godt og ondt, fordi vi havde den fuldkomne tillid til Gud. Det er en tillid til, at Gud vil tage affære, når tid er og på den måde, som Gud finder rigtig. Så er vi nemlig sat fri til at leve et liv i frihed fra vores egne og andres domme.
For den, der ikke dømmer, kan elske uden af frygte, og den, der elsker frygtløst, dømmes af ingen.