Jeg savner sådan det menneske, der engang tog imod mig ved lægen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kender I det?

Man ringer forventningsfuld op til det offentlige, til forsikringen eller til en behandler, og to sekunder henne i samtalen bliver man henvist til at gå ind på nettet og oprette en sag, aflyse eller bestille en tid. Man skal være mere end heldig, hvis man rent faktisk får hold i et menneske, som ikke henviser en til nettet.

Og hvis man skulle ske at blive så træt af nettet, at man gik ud i den fysiske verden og gik på jagt efter noget i en fysisk butik, og man så spørger den søde kassemedarbejder: »Tror du I har det eller det?« Og beskeden, der så lyder tilbage, blot er: »Hvis den ikke er på hylden, så har vi det ikke.« Ja, så bliver man lidt træt, det er næsten lige så slemt som at blive henvist til nettet.

Dog, der stod stadig et menneske bag den kasse.

Jeg savner sådan det menneske, der engang tog imod mig ved lægen. Nu byder maskinen mig velkommen med et: »Scan dit sundhedskort her.«

Et sted, hvor jeg engang også selv skulle bippe mig ind, kom der også en fin bon ud, og jeg satte mig i venteværelset. Jeg nærstuderede ikke bonnen lige i øjeblikket, først da det virkeligt trak ud med at blive kaldt ind, fandt jeg ud af, at det var en parkeringstilladelse, jeg havde trukket. Der sad jeg så, sandelig parkeret.

Sådan kan man da komme til at føle sig så parkeret, fastlåst, isoleret, ensom og afmægtig.

Ja, ja, er der sikkert nogen, der tænker: »Så galt er det vel heller ikke? Kom nu ind i kampen, vi har ikke penge til at have mennesker stående alle vegne, bare fordi du ikke kan finde ud af det, vel!?«

Nå, nå, er mit gensvar: »Så der er kun plads til os, hvis vi kan finde ud af bruge en app eller hva’?«

Måske er jeg en gammel dinosaurus, men jeg savner mennesket.

Jeg savner, at man kan ringe til et menneske og i ro og mag få svar på sine spørgsmål.

Og ikke bare blive henvist til hjemmesider, hvor man kan læse mere og oprette alle de sager, man kan ønske sig.

Jeg bliver så tryg og glad, når min mekaniker trøster mig og siger: »Det er da godt, at du står her…« Det sagde han den dag, jeg kom til at totalskade min bil.

Jeg bliver så tryg og glad, når den venlige mand, der rækker en kop kaffe over skranken siger: »Vent, lige du får brug et låg.«

Han kunne da være ligeglad med, om jeg spildte kaffen ud over fingrene. Men det var han ikke. Han var ikke ligeglad.

Jeg bliver så tryg og glad, når medarbejderen i butikken forklarer i dybden, hvad de forskellige slags malinger til sommerhusets træværk gør, inden jeg træffer mit valg.

Jeg bliver så tryg og glad, når lægen giver sig god tid og svarer på alle mine spørgsmål.

Jeg bliver så tryg og glad, hver gang jeg møder et menneske, som giver mig en lille smule af sin tid, en lille smule nærvær, ja, ganske enkelt en lille smule menneskelighed.

Vi slipper ikke for at bruges apps og den slags, og vi bliver nok nødt til at se i øjnene, at maskinerne og kunstig intelligens er kommet for at blive, men vi har brug for, at vi, der lever, stadig er mennesker og stadig er menneskelige.