Fortsæt til indhold

Tre millioner skattekroner til VisitÅrhus – men hvad får vi egentlig for pengene?

Debat
Lars BergPå vegne af Turistforeningen for Ebeltoft og Mols

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Op til kommunalvalget i 2025 lagde vi op til en diskussion om, hvorvidt vi her i Ebeltoft skulle genetablere vores turistkontor.

Der kom virkelig mange positive meldinger ud af det, også fra lokale politikere. Derfor vil vi gerne følge op på emnet, særligt her i foråret – dvs. første halvår af 2026 – idet aftalen for de næste år skal gøres færdig med VisitÅrhus, inden vi når sommerferien.

I dag har vi en 8 sider lang kontrakt med VisitÅrhus, som indeholder en masse ordfråseri. Den er fyldt med rigtig mange formålssætninger, som ingen mening giver. Det virker faktisk, som om kontrakten helst skal fylde så meget som muligt.

Der står f.eks. sådan i kontrakten:

»Kommunens og VisitÅrhus’ overordnede ambition med partnerskabsaftalen er at afstemme strategiske prioriteringer og ambitioner såvel som konkrete indsatser og mål. Det fælles afsæt er bæredygtig tilgang til turistudvikling, hvor turismen bruges som et middel til at skabe resultater på en række parametre, som grundlag for arbejdspladser, bosætning, fysisk udvikling, infrastruktur, talenttiltrækning og investeringer samt understøtte både livskvalitet og sammenhængskraft i by og lokalsamfund.«

Et andet sted står der:

»Bidrage til en bæredygtig og grøn omstilling af turismen og turisterhvervet ved at tage strategisk og igangsætte konkrete aktiviteter.«

Det er nogle flotte sætninger for at skaffe turister ud til Syddjurs!

Man spørger sig selv – hvad er bæredygtig turisme? Skal turister komme herud med offentlig trafik, eller må det kun være elbiler, vi ser i gaderne?

Det kan være svært at se, hvad VisitÅrhus har bidraget med på ovennævnte punkter gennem de sidste år. VisitÅrhus gør jo ikke noget for nogen, som ikke er partner med VisitÅrhus.

Selvom Syddjurs betaler 3 mio. skattekroner om året til VisitÅrhus, kan mindre turistvirksomheder ikke forvente, at VisitÅrhus gør noget for dem. Man skal være partner med VisitÅrhus, og det er dyrt.

Vi har brug for et turistkontor, som gør et enkelt stykke arbejde for alle her i Syddjurs.

Vi vil følge op på denne idé gennem de næste måneder og prøve at skabe en dialog omkring indholdet/kravene til den kommende kontrakt med VisitÅrhus. De mindre turistvirksomheder savner i den grad et talerør over for kommunen og VisitÅrhus.