En noget overraskende historie midt i verdens stridigheder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når man kigger ud ad vinduet sådan en maj måned, hvor træerne står i blomst, græsset er grønt, mælkebøtterne gule, og fuglene synger, så kan man da godt undre sig over al den uro, der er i verden. Alle de stridigheder. Hvad skal det til for?

Og det er jo ikke kun på afstand. Det er jo ikke kun de andre. Nej, det er, som om mennesket har en særlig evne til at strides, ikke bare lande imellem, nej det er også naboer og familier indbyrdes. Det kan handle om alt muligt, og umuligt, og det kan fylde det hele. Være altoverskyggende. Ja, jeg hørte for nyligt om en mand, der planter træer i det øjemed, at der skal være noget at forhandle med, hvis nu genboen engang i fremtiden skulle blive for genstridig – ville han så have sin udsigt tilbage eller hva’?

Måske det bare er sådan. Måske det er en del af menneskets dna. Den første historie i Biblen efter Adam og Eva er blevet smidt ud af Edens Have er jo også den om brodermordet – om Kain, der slår sin bror Abel ihjel, fordi han føler sig uretfærdigt behandlet af Gud, der indåndede duften af Abels offergave, men ikke af Kains. Selv i Urhistorien, som de første kapitler i Biblen kaldes, er der altså stridigheder – endda med døden til følge.

Alt det ved vi kun alt for godt, men midt i alle stridighederne, midt i al uroen, faldt jeg pludselig over en noget overraskende historie. Jeg havde i hvert fald ikke hørt den før. En god historie, der er resultatet af århundreders religiøse stridigheder. Og den er god nok: Gravkirken i Jerusalem, som for mange kristne er stedet, hvor Jesus blev begravet og senere opstod – altså en af kristendommens allerstørste helligdomme – bliver bevogtet af en muslim. Faktisk to muslimer, en nøgleholder og en dørvogter, og sådan har det været i over 800 år, siden den muslimske hærfører Saladin sejrede over korsfarerne i år 1187 og generobrede Jerusalem.

Ikke mindre end seks forskellige kristne trosretninger kæmpede – og kæmper på sin vis stadig – om retten til kirken og dens kapeller. De græsk-ortodokse, de romersk-katolske, de syrisk-ortodokse, armenske, kopterne og de etiopiske kristne. De ejer alle hver sin del af Gravkirken den dag i dag – den armenske kirke og den græsk-ortodokse kirke deler sågar en marmorsøjle, så nøje er kirken opmålt. Men hvem skal så bestemme åbningstider, og hvem har i det hele taget ret til at åbne og lukke porten til helligdommen?

Ja, det blev altså to muslimer. De blev sat til at holde ro på tropperne trods mange års fjendskab mellem kristne og muslimer, men de havde i det mindste ingen religiøs interesse i Gravkirken. Farligere var fjenden altså ikke på dét punkt.

Det er da egentlig tankevækkende. Måske endda håbefuldt. At en fjende ikke kun er en fjende.