Husker du din konfirmation?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tillykke!

Sådan siger vi, når vi ønsker for nogen, at det, der er sket med dem, må blive til glæde og gavn.

Tillykke med fødselsdagen, med det nye job, kørekortet, bryllupsdagen, jubilæet, babyen, optagelsen – og så lige for tiden især tillykke med konfirmationen. Ja, mellem påske og pinse er ikke kun Kristi himmelfart, men også de mange konfirmationsdage, hvor mere end 40.000 teenagere bliver konfirmeret i den kristne tro.

Konfirmationsforberedelsen – hvor der er tid til at forholde sig til det, vi bliver lovet i dåben, til den kirke, vi er en del af, og til de fortællinger, som siger, hvem Gud er – den forberedelse er nu slut og kulminerer med fest for familie og venner.

Og så kigger vi måske på vores 13-årige og forstår ikke helt, at vi allerede er nået hertil. Det var da lige for nylig, vi havde dem i armene for første gang og ikke helt forstod, at de findes og er vores. Nu er de unge.

Vi var selv unge engang. Husker du din konfirmation?

I sognehuset i Skovby ligger et album med konfirmationsbilleder. Det er sjovt, hvordan tøjstil og hårmode har ændret sig gennem årene. Og samtidig er der alligevel egentlig ikke sket så meget. Om det er 1986 eller 2026, så ligner de alle sammen konfirmander med alt det, de er kede af, drømmer om, er bange for og længes efter.

Jeg kan huske, at mine hvide sandaler ikke sad så godt fast på fødderne, og at jeg fik et udhulet franskbrød med flødeboller i, fordi jeg havde drømt om at smage det.

Jeg kan huske mennesker fra festen, som ikke lever i dag. Og at der blev skrevet og tegnet hilsner til mig – en mand, der går tur med en kat, et citat fra Bjarne Reuters Buster og et fra årets Eurovision-vinder.

I min dagbog skriver jeg, at jeg har fundet ud af, at jeg er kristen, fordi jeg stoler på, at uanset hvad jeg finder på, så tager Vorherre sig af mig, men også at gudstjenesten var utrolig lang, og at præsten gentog sig selv mange gange.

Nu er jeg selv præsten, som gentager sig selv. I hvert fald når det gælder mine ønsker og bønner for konfirmanderne og for alle os andre, der engang var unge: Tillykke! Må Gud give os modet til at leve i tro, håb og kærlighed.