Fællesskab forpligter – også i måden vi taler til hinanden på

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debatten om kønsopdelt svømning har fyldt meget de seneste dage. Og lad mig slå fast: Jeg står ved beslutningen. Når man er en del af et fællesskab, følger der også et ansvar med. Det ansvar handler blandt andet om, at vi følger de samme regler som alle andre. Det gælder også i kommunale faciliteter og foreninger.

Man kan være enig eller uenig i lovgivningen. Det er en legitim politisk diskussion. Men jeg forholder mig til dansk lovgivning, og jeg mener ganske enkelt, at man ville være sit hverv uværdig, hvis man bevidst valgte ikke at håndhæve den.

Men noget andet har også ramt mig i den her debat. For der er pludselig flyttet typer ind i mit kommentarspor, som bruger en retorik og en måde at tale om andre mennesker på, som er så nedadrægtig, at jeg helt ærligt væmmes ved det. Og af hensyn til ikke at polarisere debatten yderligere vil jeg ikke gengive de konkrete kommentarer. Men vi er et sted, hvor mennesker angribes på deres hygiejne, deres udseende, deres kultur og deres måde at være på. Det er fandeme ikke i orden.

Man må gerne være frustreret. Man må gerne være vred. Man må gerne være lodret uenig med mig eller med foreningerne. Sådan skal et demokrati være. Men hvis vi begynder at reducere mennesker til stereotyper og skældsord, så taber vi noget langt vigtigere end selve diskussionen om svømning.

Jeg tror grundlæggende på, at de fleste mennesker gerne vil fællesskabet. Men et fællesskab kræver to ting på samme tid: At vi respekterer de regler, vi har vedtaget i fællesskab, og at vi behandler hinanden ordentligt – også når vi er dybt uenige.

Det burde egentlig ikke være kontroversielt.