To virkeligheder for skolerne på Djursland - politisk ro i Syddjurs, strukturel uro i Norddjurs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mens fungerende statsminister Mette Frederiksen under valgkampen i marts 2026 talte om Lilleskolen, ro i klassen og stærkere lærerautoritet, står politikerne i Norddjurs og Syddjurs med et langt mere jordnært spørgsmål: Hvordan skal vi lokalt udvikle folkeskolen?

I Norddjurs har man i foråret sat gang i processen »Sammen om Fremtidens Folkeskoler«. Tre workshops, masser af engagerede forældre, elever, medarbejdere og ledere, fine ord om faglighed, trivsel og bæredygtige rammer.

Det lyder rigtigt alt sammen. Men det er også nu, det bliver alvor.

For bag de pæne formuleringer gemmer sig en virkelighed med faldende elevtal, dyre og nedslidte bygninger og en skolestruktur, der i årevis er blevet lappet på.

Børnebymodellen blev holdt kunstigt i live, indtil den ikke kunne mere, og der måtte pilles ved strukturen og lukkes skoler og udskolinger. Beslutninger er truffet i sidste øjeblik, ofte uden folkelig forståelse – og med en klar fornemmelse af hovsaløsninger.

Det er den arv, den nye kommunalbestyrelse står med nu.

De flotte ord fra workshoprækkerne forpligter: Når anbefalingerne sendes i høring og borgermøderne ruller i juni, er det ikke nok at nikke anerkendende til borgernes engagement.

Der skal træffes beslutninger, som både kan holde økonomisk og skabe ro om skolestrukturen i mere end én valgperiode.

Syddjurs tog det hårde opgør allerede i 2009, tvunget af de økonomiske omstændigheder, hvor tre folkeskoler blev lukket – og siden genopstod som velfungerende friskoler.

Det var brutalt, men konsekvent. Siden har der været ro om skolestrukturen, og meget tyder på, at politikerne helst vil bevare den ro.

Nu er det skolernes økonomi, der er til revision. Man kigger på en ny tildelingsmodel, hvor pengene følger barnet i en nulsumsmodel: Skal én skole have mere, må en anden have mindre. Samtidig fylder inklusion og relationen til specialskolen i Pindstrup tungt. Hvor mange midler skal følge de børn, der har brug for specialtilbud – og hvor meget skal de almindelige folkeskoler kunne rumme?

Spørgsmålet er, om man med en ny tildelingsmodel reelt styrker folkeskolen – eller blot flytter rundt på knappe midler, mens friskolerne står klar som sikkerhedsnet for de forældre, der kan og vil vælge dem?

Samtidig lyder den fungerende statsminister Mette Frederiksens diagnose af folkeskolen: For meget uro, for ringe trivsel, for mange elever, der forlader skolen uden at kunne læse, skrive og regne på det niveau, fremtiden kræver.

Løsningen fra hende er Lilleskolen: 14 elever i klasserne i børnehaveklasse til 3. klasse, mere ro, tættere forældresamarbejde og en tydeligere lærerautoritet.

Det kræver milliarder – og det kræver, at nogle af de cirka 40.000 uddannede lærere, der i dag ikke arbejder i folkeskolen, får lyst til at vende tilbage.

Her bliver kontrasten til Norddjurs og Syddjurs tydelig:

Mette Frederiksen taler om mindre klasser, flere ressourcer og bevarelse af små folkeskoler. I særligt Norddjurs, men også enkelte steder i Syddjurs sidder man med regneark, faldende elevtal og bygninger, der er for dyre at vedligeholde til for få børn.

Den fungerende statsminister vil styrke lærerens autoritet og skabe ro i klassen.

Lokalt ved man, at det er svært at skabe ro, hvis lærerne løber hurtigere år for år, og hvis usikkerhed om skolens fremtid hænger som en dyne over både ansatte og forældre.