I al sin glans nu stråler solen – og jeg nyder det, så længe det varer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mine børn – og min mand for den sags skyld – havde plaget mig om en hund i årevis. Jeg havde i lige så mange år haft vetoret netop i denne sammenhæng, men mine undskyldninger for, hvorfor det var en dum idé at anskaffe os en hund var ved at være i undertal i forhold til alle de gode argumenter, som min kære familie havde for at få os en hund. Så jeg blev hundeejer, og nyder det i det store hele. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at jeg er blevet vores hunds primære omsorgsperson, da jeg minimum går to ud af dens tre store ture om dagen.

Det er min skridttæller nu også tilfreds med, så helt skidt er det jo heller ikke med sådan et kæledyr, der skal luftes flere gange om dagen.

Når man er familiens faste morgenlufter, så skal man selv sagt ud i alt slags vejr. En virkelig grå og sur februar-morgen var jeg ude at lufte hund – én af den slags dage, hvor man næsten ikke kan holde til mere blæst og regn, fordi man ikke har oplevet andet i ugevis, og hvor man har glemt, at solen findes, fordi det cirka er 1.000 år siden, at man har set den. Sådan en morgen mødte jeg en venlig hundenabo, som jeg – med mismod og opgivelse i stemmen – brokkede mig over vejret til. Med regnen piskende ind på hver vores hund, sagde min søde nabo så håbefuldt til sognets semi-nedtrykte præst: »Maja, foråret kommer, før du aner det.«

Jeg kunne jo kun give ham ret, for vi var midt i februar med marts måned lige om hjørnet, så jeg gik glad derfra, opløftet af næstens gode og rigtige ord, som hjalp mere den dag, end naboen til dags dato ved af.

Og han fik ret. Foråret kom, før jeg vidste af det. Lige nu sidder jeg her i maj og kigger ud på Grøfthøjparkens smukke træer og mælkebøttefyldte park, mens jeg lytter til fuglenes sang i solskinnet. Jeg har altid beundret dem, der nøjagtigt kan høre, hvilken fugl, der synger hvad. Det kan jeg på ingen måde, men jeg kan høre, at det lyder himmelsk, og det er nok for mig.

»I al sin glans nu stråler solen«, og jeg elsker alt ved det! Bare fødder i sandaler, is på tøjet, aftendukkert på stranden med familien. Alt elsker jeg ved, at solen nu stråler i al sin glans, som den gudsbenådede salmedigter, Grundtvig, skrev så smukt i salmen af næsten samme navn. Naturen holder i den grad pinsefest, og da jeg virkelig ikke er en vinter-person, men i særdeleshed det modsatte, så suger jeg hver en solstråle til mig og nyder hvert et øjeblik med fuglekvidder og lysegrønne bøgeblade. For jeg ved, at det går over.

»Husk, det ikke varer ved.« Sådan stod der skrevet i et brev i en lukket æske, som den danske forfatter, Karen Blixen, i sin tid fik med sig hjem fra sin tjener, Kamante, da hun forlod sin farm i Kenya for sidste gang.

Med brevet fulgte en instruks om, at hun først måtte åbne og læse brevet, når hun en dag følte sig enten allermest ulykkelig eller allermest lykkelig.

Da Blixen en årrække senere var blevet en meget succesfuld og verdenskendt forfatter, åbnede hun brevet. De vise ord gjorde så stort et indtryk på hende, at hun fik ordene indgraveret i en fingerring for altid at kunne huske dem: »This, too, will pass.«

Hverken lykke eller ulykke varer ved, og det gælder for os alle. Så når jeg går rundt og nyder fuglesangen i Grøfthøjparken, husker jeg på, at det ikke varer ved for evigt og nyder det derfor i endnu højere grad.

Det samme gælder, når jeg mødes med naboen en regnfuld og kold februar morgen. Intet varer ved, og foråret kommer, før jeg aner det.

Rigtig god sommer!