Fortsæt til indhold

Er pinsen den mest oversete højtid?

Pinsen er den sidste af kirkeårets tre store højtider – og måske derfor havner den let i skyggen af de to andre.

Debat
Signe Nøhr KragsnæsSognepræst i Ellevang Kirke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Søndag den 24. maj er det pinsedag. Det er den højtid, man lige skal tænke sig om for at kunne forklare. Den er luftig og svær at få greb om.

Julen er hjerternes fest. Påsken har korset. Men hvad med pinsen? Pinsen er den sidste af kirkeårets tre store højtider – og måske derfor havner den let i skyggen af de to andre. For jul og påske har både stærke billeder, lange ferier og mange traditioner knyttet til, men pinsen har ikke helt det samme tag i os. Og måske er det netop derfor, den så let bliver overset.

Pinseunderet larmer ellers i sin oprindelige fortælling med storm, ild og store ord på alle sprog. Det er en dramatisk begyndelse. Men i vores liv kommer pinsen sjældent sådan. Som højtid glider den næsten ubemærket ind og bliver en del af hverdagen.

Men måske er det i virkeligheden et meget godt billede på, hvilken betydning pinsen har i vores liv i dag.

For pinsen kan ikke forklares. Den skal leves. Den er som den luft, vi indånder uden at tænke over det. Den er den kærlighed, der lever i os. Og den er det fællesskab, der opstår mellem os, når vi er sammen uanset om det er hverdag eller fest. Med andre ord: Pinsen er det, der holder alt det, Jesus gav, levende iblandt os.

Derfor er pinsen heller ikke kun noget, der hører en bestemt helligdag til. Det er ikke kun noget, vi fejrer én gang om året. Den hører til midt i det almindelige liv – i samtaler, i nærvær, i modet til at sige noget sandt og gøre noget godt uden bagtanker eller til egen fordel.

Måske er det netop dér, vi mærker pinsen i vores liv. Når noget åbner sig. Når vi pludselig forstår hinanden lidt bedre. Når vi får mod til mere, end vi troede, vi kunne. Ikke kun til jul, påske eller pinse, men hele året rundt.

For pinsen ikke forsvinder igen. Den bliver – også når det bliver hverdag igen – i kirkeåret og i vores liv. Så måske er pinsen ikke den oversete højtid i kirkeåret. Måske er den i virkeligheden den mest nærværende af dem alle.

Signe Nøhr Kragsnæs.