Hvad har vi råd til at gøre ved menneskers moral?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Inden for militærpsykologien er man de senere år begyndt at tale mere og mere om moralsk skade. Ikke som en psykisk sygdom i klassisk forstand, men som en eksistentiel skade, der opstår, når et menneske bringes i situationer, som strider imod dets grundlæggende moral og værdier.

Moralsk skade kan blandt andet opstå, hvis man udsættes for noget, der strider imod ens egne værdier og indre moralske kompas, eller hvis man udsætter andre for noget, som man efterfølgende ikke kan forene med sin samvittighed. Endelig kan det opstå, hvis man er vidne til noget, man oplever som forkert, uden mulighed for at gribe ind.

Skyld. Skam. Vrede. Meningsløshed. Tab af retning. Tab af troen på sig selv og andre mennesker. Det er nogle af de symptomer, der beskrives i forskningen. Her peges der også på, at jo højere moral man har, desto større er risikoen for at blive ramt af moralsk skade.

Indtil nu har begrebet primært taget sit udgangspunkt i militært personel, med særligt fokus på veteraner. Men spørgsmålet er, om moralsk skade kun opstår i krig. Jeg tror det ikke, for også i vores velfærdssamfund findes mennesker, der hver dag går på arbejde med ønsket om at hjælpe andre, men som langsomt slides ned af ikke at kunne gøre det, de oplever som det rigtige.

Jeg kender det fra mit eget arbejdsliv. Det er ikke menneskers smerte eller svære fortællinger, der slider mest på mig. At arbejde med mennesker i krise kan til tider være hårdt, men det er ikke det pågældende menneske, der slider på mig. Det, der slider, er følelsen af ikke at kunne handle, når hjælpen faktisk er inden for rækkevidde. Når et menneske relativt let kunne hjælpes videre, men hvor regler, paragraffer, økonomi eller organisatoriske rammer spænder ben. Når man må sige nej, selvom alt i én skriger ja. Når man må se et menneske gå tilbage ud i ensomheden, misbruget, håbløsheden eller kaosset, velvidende at man kunne have gjort mere, hvis systemet havde tilladt det. Det slider. Det gør noget ved en over tid.

De fleste mennesker, der arbejder inden for det sociale område, gør det sjældent for lønnens eller prestigens skyld. De gør det, fordi de bærer på en grundlæggende moral: et ønske om at hjælpe, lindre, beskytte eller skabe værdighed for andre mennesker. Når disse mennesker igen og igen tvinges til at handle imod deres indre kompas, opstår der et alvorligt slid mellem mennesket og arbejdet. Ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden. Men langsomt. Næsten umærkeligt. Man begynder måske at tvivle på sig selv. På sin faglighed. På sin betydning. Skylden vokser med skammen over ikke at slå til. Oplevelsen af at være vidne til nød uden reelt at kunne hjælpe tilstrækkeligt slår kompasset ud af kurs.

Måske er det netop her, vi også skal finde noget af forklaringen på den forråelse, der tales så meget om i disse år, for måske opstår forråelse ikke først og fremmest, fordi mennesker er blevet kolde eller kyniske. Måske opstår den, fordi mennesker gennem alt for lang tid har været nødt til at lukke ned for deres medfølelse for overhovedet at kunne holde ud at gå på arbejde. Hvordan overlever man ellers i et system, hvor man dagligt tvinges til at gå på kompromis med sin egen etik og grundlæggende værdier?

I Aarhus står vi lige nu over for store besparelser på det sociale område. Naturligvis rammer det først og hårdest de mennesker, der allerede lever udsatte liv. Men bagefter rammer det medarbejderne. For hvad sker der med mennesker med høj moral, store hjerter og stærk faglighed, når de igen og igen må vende ryggen til det, de ved er nødvendigt? Hvad sker der med socialrådgiveren, pædagogen, sygeplejersken eller den frivillige medarbejder, der hver dag må gå hjem med følelsen af ikke at have slået til?

Det må nødvendigvis slide på samvittigheden, etikken og moralen. Hvis mennesker langsomt mister forbindelsen til deres egen moral og følelsen af mening for at kunne overleve i arbejdet, så er prisen høj. Ikke bare menneskeligt, men også samfundsøkonomisk. For hvad sker der, når de mennesker, der har viet deres arbejdsliv til at hjælpe andre, selv begynder at mistrives? Når skyld, skam og afmagt vokser? Ender det med forråelse, mistrivsel og i nogle tilfælde behov for hjælp eller sygemeldinger? I så fald risikerer vi, at de nuværende besparelser på det sociale område ender med at skabe endnu flere mennesker, der får brug for netop det sociale område. Måske vi bør holde op med kun at tale om kroner og ører, men i stedet stiller os selv et andet spørgsmål:

Hvad har vi som samfund råd til at gøre ved menneskers moral.