Hvorfor har kommunen ikke anvendt eksterne rådgivere til at rådgive om massivt solcelleprojekt?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er bred enighed om, at den grønne omstilling kræver handling.

Men handling må aldrig blive en undskyldning for at sænke kravene til kvalitet, uafhængighed og kritisk myndighedsbehandling. Det er netop derfor, sagen om det massive solcelleprojekt mellem Hadsten, Hadbjerg og Nørre Galten rejser nogle spørgsmål, som fortjener langt mere opmærksomhed.

Lad mig slå én ting fast med det samme: Det er ikke i sig selv usædvanligt, at projektudvikleren betaler for miljøvurderingen i denne type projekter. Det er normal praksis. Så den del er sådan set ikke kontroversiel.

Det interessante spørgsmål er et andet: Hvem har været med til at definere, hvad der overhovedet skulle undersøges?

For miljøvurderingen er jo kun så god som den ramme, den er lavet indenfor. Hvis man afgrænser snævert, får man også et snævert beslutningsgrundlag. Og når man læser materialet, fremgår det, at Favrskov Kommune formelt står for afgrænsningen som myndighed, men at grundlaget er udarbejdet på baggrund af oplysninger leveret af projektudvikleren.

Det bør få enhver til at stoppe op et øjeblik. For det betyder i praksis, at den part, der har en klar interesse i at få projektet realiseret, samtidig har en central rolle i det materiale, der danner rammen for, hvad der undersøges.

Det gør ikke processen invalid, omend jeg undrer mig over fremgangsmåden. Men det gør kritisk kvalitetssikring endnu vigtigere.

Og det leder til det næste spørgsmål: Hvem har egentlig dobbelttjekket det hele?

Har vi i Favrskov Kommune de nødvendige faglige ressourcer internt til kritisk at udfordre vurderingerne i et projekt i den her størrelse?

Det er ikke et angreb på vores administration. Det er et reelt spørgsmål. For storskalaprojekter med miljøvurderinger, naturforhold, landskabspåvirkning, tekniske anlæg og komplekse konsekvensvurderinger kræver betydelig specialviden.

Og netop derfor vælger mange kommuner i Danmark at anvende eksterne rådgivere til at kvalitetssikre miljøvurderinger i større sager ala denne. Mig bekendt er det ikke tilfældet her. Så derfor, er det meget et meget relevant spørgsmål at stille: Hvorfor ikke?

For hvis Unison leverer materialet. Hvis Unisons rådgivere udarbejder vurderingen. Hvis Unison er med til at definere rammerne. Og hvis kommunen ikke har haft ekstern, uafhængig kvalitetssikring, så er det vel fair at spørge, hvem der egentlig har haft rollen som den kritiske modvægt?

Det bliver ikke mindre relevant af, at centrale dele af projektet stadig ikke virker endeligt fastlagt. Batterianlæg nævnes pludselig nu, men ikke i startredegørelsen, men det er ikke fuldt ud konkret nu. Tekniske installationer fastlægges senere. Paneltyper er ikke endeligt låst. Trackersystemer kan komme i spil.

Det rejser et helt grundlæggende spørgsmål: Hvor robust er en miljøvurdering, når væsentlige dele af projektets endelige udformning fortsat er åbne?

Det her handler ikke om at være imod grøn energi. Det handler om noget langt mere grundlæggende: Tillid.

For hvis borgerne skal have tillid til processen, så skal de også kunne have tillid til, at projektet er blevet udfordret kritisk og ikke bare behandlet administrativt. Når vi taler om flere hundrede hektar. Når vi taler om markante landskabelige ændringer. Når vi taler om borgere, der direkte påvirkes. Så bør kravene til kvalitet, uafhængighed og grundighed kun være højere.

Ikke lavere.