Vi taler om sundhed – men ignorerer dem, der har mindst chance for at overleve

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg deltog nylig i regionens konference »Øget lighed i sundhed gennem socialt differentierede indsatser«. Her stod én ting klart: Hvis sundhedsreformen skal lykkes, kræver det, at vi tager ansvar i fællesskab for patienterne og borgerne – på tværs af regioner, kommuner, almen praksis og civilsamfund.

Den sociale ulighed i sundhed er stigende. Undersøgelser viser klart, at hvor vi bor, hvor længe vi lever, og hvor hurtigt vi får hjælp, er tæt forbundet med sociale forhold. Derfor er det heller ikke nok kun at tænke i medicinske løsninger, hvis vi vil uligheden til livs. Der er social ulighed i screening, diagnostik, forebyggelse og behandling, og derfor er vi nødt til at differentiere indsatserne mere, end vi traditionelt har været vant til i sundhedsvæsenet.

På konferencen blev det understreget, at vi i mange år har haft fokus på individets sundhedskompetencer. I dag handler det også om systemets organisatoriske sundhedskompetencer. Kan sundhedsvæsenet møde mennesker forskelligt, når behovene er forskellige? Og hvordan identificeres behovene?

Vi skal ikke kun tale om sociale positioner, men om at være i sociale sårbare situationer. Nogle lever permanent i udsathed, mens mange andre i perioder bliver sårbare – ved sygdom, arbejdsløshed, skilsmisse eller psykisk mistrivsel. Derfor skal indsatser ikke kun målrettes de få mest udsatte, men også dem i “gråzonerne”. Det kræver, at vi bliver bedre til at se hele mennesket og forstå, at sociale udfordringer ofte hænger sammen i “klumper”, hvor økonomi, boligforhold, ensomhed, livsstil og sygdom påvirker hinanden samtidig.

Erfaringerne viser samtidig, at det ofte er de nære relationer og lokale fællesskaber, der bedst hjælper mennesker til at tage imod tilbuddene. Mange steder er det ikke systemet alene, men naboer, familie, frivillige og lokale fællesskaber, der er med til at bygge bro til sundhedsvæsenet.

Netop derfor bliver civilsamfundet afgørende i fremtidens sundhedsvæsen.

Lokale frivillige, patientforeninger, sociale viceværter, nabofællesskaber og pårørende kan noget, som systemerne ikke kan alene. De skaber tillid, relationer og nærhed. Mange steder fungerer samarbejdet allerede godt – og sundhedsreformen skal understøtte, at vi gør mere af det, der virker.

Det gælder også udviklingen af nære sundhedstilbud og reformens udadvendte hospitaler, hvor sundhedsvæsenet rækker ud i lokalsamfundene for at løfte og udvikle der, hvor behovene er størst. Ikke alle mennesker passer ind i standardmodeller eller finder selv vej til hjælpen. Derfor skal hjælpen også kunne komme tættere på borgerne.

Men vi kommer ikke uden om data.

Data skal være grundlaget for nærsundhedsplanerne, de differentierede indsatser og for en bedre prioritering. Samtidig må vi passe på, at vi ikke kun styrer efter det, der kan måles. For hvad med hullerne og de grå felter, vi ikke har data på? Og hvad med erfaringerne fra almen praksis, kommunale medarbejdere, frivillige og borgere selv?

De erfaringsbaserede data også meget vigtige, hvis vi skal forstå, hvad der virker lokalt – og gøre mere af det.