En borgmesterkæde er ikke bare pynt, men et symbol på, at vi som kommune hænger sammen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kan I huske det? Favrskovs borgmester stod til nytårskuren uden borgmesterkæde. Det lyder måske som en detalje. Det er det ikke.

Siden har vi fået at vide, at vi faktisk har to. En fra Hinnerup. En fra Hadsten. Begge er siden fundet frem fra lokalarkiverne. Problemet er bare, at de ikke løser det egentlige problem.

For spørgsmålet er ikke, om vi kan finde en gammel kæde. Spørgsmålet er, om Favrskov vil skabe sin egen.

Borgmester Lars Storgaard (C) har ellers været tydelig: Han vil gerne have en kæde, men ikke for kommunens penge. Og det er en sympatisk holdning. En borgmesterkæde kan nemt koste et sekscifret beløb, og der er vigtigere ting at bruge skattekroner på.

Men hvis vi kun ser det som en udgift overser vi noget. For en borgmesterkæde er jo ikke bare pynt. Den er et symbol på, at vi som kommune hænger sammen. At Favrskov ikke bare er en konstruktion fra 2007, men et fællesskab med rødder i Hammel, Hadsten, Hinnerup og de mange mindre lokalsamfund.

Og derfor giver det ikke mening bare at genbruge det gamle. Vi har i stedet en oplagt mulighed for at gøre det rigtigt og skabe noget varigt.

At skabe en borgmesterkæde, der samler lokalhistorie uden at være tynget af den. At lade lokale symboler få nyt liv i et nutidigt design. At involvere både erhvervsliv, borgere og designere, så resultatet faktisk bliver vores.

Forhåbentlig kan dette blive en anledning til at sætte en ny standard for, hvordan man arbejder med et, vil jeg påstå – og med rette – overset designobjekt, der har sin egen lille designhistorie.

At designe en ny borgmesterkæde i dag kræver blik for både tradition og samtid. Klassiske materialer skal gå i dialog med en nutidig form, og lokale symboler skal tænkes ind uden at blive nostalgiske klicheer.

Man kunne med fordel udskrive en konkurrence og invitere unge designere såvel som etablerede designere til at give deres bud på, hvordan en borgmesterkæde kan se ud i dag. Det er en sjælden mulighed, man ikke bør lade gå fra sig – en mulighed for at sætte en højere standard. Et kvalificeret udvalg kan derefter vurdere forslagene og pege på det design, der bedst formår at samle Favrskov i ét udtryk.

Traditionen er, at erhvervslivet finansierer borgmesterkæder. Det er helt fint. Men så kræver det også, at nogen tager initiativet og gør det til mere end bare en løs idé.

For lige nu ved vi, at de gamle kæder findes. De kan ikke bare bruges, som de er, har jeg ladet mig fortælle af arkivarerne selv. Og vi har endnu ikke besluttet os for, hvad vi så vil. Det bør ikke være viljen, der mangler.

Det sidste er faktisk det vigtigste, som jeg ser det. For en ny borgmesterkæde kommer ikke af sig selv. Den bliver først til, når nogen beslutter, at den er vigtig nok. Den beslutning ligger ikke hos mig. Men den bør borgmesteren og byrådet tage og følges op af et erhvervsliv, der er med til at finansiere den.

Jeg skylder læserne at fortælle, at jeg desuden på eget initiativ har undersøgt eksterne finansieringsmuligheder og været i dialog med flere fonde, som ser positivt på projektidéen, hvilket peger på, at finansieringen ikke nødvendigvis behøver at belaste kommunekassen.

Næsten 20 år efter kommunesammenlægningen mangler kommunen stadig et fælles symbol. De gamle kæder tilhører hver deres historie. De blev ikke skabt til Favrskov.

Hvis Favrskov stadig kun har symboler fra de gamle kommuner at forlade sig på, fortæller det måske noget om, hvor lidt fælles identitet vi faktisk har fået skabt siden 2007. Og måske er det netop derfor, sagen betyder mere, end den umiddelbart ser ud til.

For en kommune uden symboler risikerer også at blive en kommune uden sammenhængskraft.