Letbanen er blevet et problembarn – og forældrene griber ikke ind
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der skal tre ting til, for at jeg vil købe en ydelse fra det samme selskab igen og igen:
- at jeg har tillid til selskabet
- at når de udtaler sig, virker deres udsagn troværdige
- at de handler, når tingene ikke går i den retning, som selskabet har intention om
Jeg har mistet tilliden og undrer mig over, at bestyrelsen ikke også har det.
Jeg kan ikke begribe, at den professionelle bestyrelse i Aarhus Letbane lader sig spise af med det ene – set i bakspejlet – utroværdige udsagn fra letbanedirektøren efter det andet. Med utroværdig mener jeg, at direktøren for Letbanen gentagne gange har udtalt sig om, hvad selskabet vil rette op på, når tingene ikke går i selskabets retning, men handlingerne viser noget helt andet. Der er ikke rettet op på noget nævneværdigt.
Som pendler oplever jeg massive aflysninger hele tiden. Jeg har været med, siden Letbanen startede. Selvfølgelig tolereres børnesygdommene, men at den komplet ustabile drift fortsætter, er utilgiveligt både set fra pendlerens synspunkt, en der ønsker at fremme den kollektive trafiks synspunkt og fra dem, som arbejdsmæssigt skal kunne møde til et bestemt tidspunkt.
Den ustabile drift kan selskabet kun slippe af sted med, fordi hovedparten af Letbanens passagerer kommer fra områder, hvor der er alternative rejsemuligheder, hver gang Letbanen aflyser.
Det forholder sig bare ikke sådan på alle strækninger, hvor Letbanen opererer. Frustrationen i yderområderne er til at mærke og føle på.
Så derfor har jeg et ønske til bestyrelsen i Aarhus Letbane: Hjælp mig til at få genskabt tilliden til Aarhus Letbane!