Små kasser, grim ælling, lys og sandheds ånd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er som regel ikke særlig positivt ment, når der bliver talt om ”kassetænkning”. Det gælder både i økonomisk betydning, når der søges besparelser uden hensyn til helhed eller detaljer, og firkantede systemer, hvor vi unuanceret inddeler andre i ens grupper, der kan passe ned i de kasser, vi opfinder.

Sangen ”Little boxes” (1962) problematiserer, at mennesker gøres alt for ens, at vi klipper en tå og hugger en hæl for at undgå forskellighed og kreativ mangfoldighed. Nok er der en pink, en blå og en gul, men alle kasserne ser alligevel ens ud.

Lidt ligesom i eventyret, hvor vores egen H. C. Andersen beskrev den grimme ælling som anderledes og derfor blev kanøflet, indtil den langt om længe kunne udfolde sig som den smukkeste svane. Eller i Aksel Sandemoses kendte jantelov fra romanen ”En flygtning krydser sit spor”, hvor variationer over ”du skal ikke tro, du er noget” bliver en del af provinsbyens sociale kontrol overfor ’afvigere’, der tænker frit, er kreative, succesfulde eller bare anderledes.

For nylig så vi i filmstudiekredsen i Veng-Mesing filmen ”Synkefri”, hvor et lille fiskersamfunds jantelov søgte at hindre sandheden for at bevare det kendte og trygge hierarki. En nyere dansk film med dokumentarisk baggrund i en voldsom ulykke i Hirtshals i 1981. Skræmmende og vedkommende. Provokerende spørger filmen os, om vi kan leve med sandheden, hvis sandheden kommer til at ændre på det liv, vi måske lever under løgnens falske tryghed.

Besværligt spørgsmål, men nødvendig og berigende samtale, som kan være med til at gentænke vores egen tendens til både kassetænkning og flugt fra sandhedens lys. Vi fik talt om, at Jesus også talte om det, da han havde sin natlige samtale med Nikodemus og slog fast, at »den, der gør sandheden, kommer til lyset«. I samme samtale konstaterer han også nøgternt, at mennesker dog ofte foretrækker mørket frem for lyset…

Godt, at det så lige har været pinse, for pinsen minder os om både liv, lys, sandhed og mere til. Pinsen kaldes sommetider for kirkens ”hemmelige” højtid, fordi det med ånd og Helligånd er så uhåndgribeligt, men den gamle salmedigter Thomas Kingo satte for mere end 300 år siden ord på. I salmen ”Kom, sandheds ånd” beskriver Kingo Guds ånd som både livsånden og sandhedens ånd, og han kalder på lysets ånd, at den må lede os »på klarheds veje« og give os »himlens ild«, nemlig Guds kærlighed. Livets ord til evig trøst.

Hvert år til pinse drømmer jeg om, at vi mennesker griber den ånd, der er så alsidig og aldrig kan sættes i bås eller gøres til kassetænkning. Tænk, om vi kunne se os selv og hinanden som andet end små ens kasser, der skal kanøfles eller ensrettes, og i stedet hylde mangfoldigheden, værdigheden og skønheden, der kan give os lyset og synet tilbage. Se, en smuk svane!