Min geniale veninde – tænk så heldig jeg har været at lære hende at kende

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Første gang lagde jeg ikke rigtig mærke til hende. Hun var forælder til en konfirmand i et sogn, hvor jeg netop var blevet ansat som præst.

Hun sagde ikke noget til mødet og virkede heller ikke som en del af forældregruppen i klassen. Snarere tværtimod. Hun talte ikke med nogen af de andre. Sagde hverken goddag eller farvel.

Så skulle de i gang med at gå i kirke. De unge mennesker kom. Som oftest uden deres forældre, for det har de sørme ikke tid til. Jeg har altid undret mig over, at man overlader det til sine arvinger at passe kirkegangen alene i forbindelse med konfirmationsforberedelsen.

Det skal selvfølgelig siges, at det ikke er alle, der gør det, men hovedparten gør det. Jeg italesætter det altid og havde også sagt det denne aften til alle forældre.

Den eneste forælder, der dukkede op i kirken efterfølgende, var min geniale veninde sammen med sin datter.

De 10 krydser tog datteren i et hug og var færdig til jul. Men mor fortsatte med at komme. Troligt sad hun på kirkebænken søndag efter søndag.

Vi begyndte at tale sammen. Gå ture sammen. Tilliden voksede mellem os, og samtalerne om kristendom tog til. De blev dybere, og spørgsmålene blev afløst af søgen efter litteratur, hun kunne læse om kristendom.

Den første bog, vi læste sammen, var “Samtaler i den blå sofa”. Den handler om to kvinder, der mødes i en blå sofa, en præst og et sognebarn.

Bogen fortæller, hvordan deres samtale åbner en ny vej i livet for den kvinde, der har henvendt sig til sin sognepræst for at få hjælp til at klare et besværligt kvindeliv.

Læsningen blev begyndelsen på et varmt og ærligt venskab, som består endnu.

Hun er blevet en kritisk og seriøs kirkegænger med et stærkt og bevidst forhold til tekster og salmer. Hun går i kirke, hvor end hun er i landet, og har klare holdninger til, hvad der foregår.

For et par år siden gav jeg hende bogen “1001 bøger du skal læse inden du dør”. Hun besluttede straks at læse dem alle inden for de næste 10 år.

Året før havde hun læst 100 bøger på et år. Det her var altså en lidt anden opgave. Bogen er en geografisk, historisk og topografisk guide ind i litteraturens brogede landskab. Den skal give appetit på at læse verdenslitteratur. Og jeg skal da ellers love for, at hun er blevet sulten. Biblioteket har fået travlt. De bestiller hjem i en lind strøm.

Et værk består jo ikke altid blot af én bog; jeg mener, at “1001 Nats Eventyr” består af 18 bøger. “På sporet af den fortabte tid” af Marcel Proust er i den udgave, jeg har på hylden herhjemme, syv bøger.

“Anna Karenina” har hun læst én gang, før hun gik i gang med projektet, så den vil hun ikke læse igen, siger hun. Til gengæld læste hun “Forbrydelse og straf” af Dostojevskij to gange i træk, fordi den var så god.

For et par uger siden begyndte hun at læse “De Sataniske Vers” af Salman Rushdie. Men hun kunne nu ikke forstå, hvorfor den var så ”farlig”.

Det skrev hun til mig. Så læste hun videre og kom så til det sted, der skabte røre. Og så skrev hun flere iagttagelser omkring tegningerne og deres virkning på verden. Så havde vi pludselig en spændende snak om det.

Jeg siger det bare: Hvor mange af jer har en veninde, der tog en middelmådig hf-eksamen i tidernes morgen, men er så belæst, at de fleste vil have svært ved at følge med.

Jeg er med på rejsen. Har selv bogen, der beskriver de værker, min veninde læser. Jeg har svært ved at følge med. Jeg skal jo også passe mit arbejde. Hun er på overførselsindkomst og har dagene til rådighed. Og hun læser om dagen. Er mor, når børnene kommer hjem fra skole. Og så læser hun videre om aftenen.

Det første værk, hun læste, var ”Gilgamesh”. Det regnes for verdenslitteraturens første epos. Nedskrevet ca. 200 år før Homers “Iliaden”. Så fulgte “Iliaden”, og derefter blev “Odysseen” læst. Hun kunne bedst lide “Odysseen”.

Da hun var færdig med “Onkel Toms hytte”, var hun færdig. Altså følelsesmæssigt. Hun var så begejstret for den bog, nok den bedste indtil videre, sagde hun.

Engang imellem læser hun lidt let litteratur. Bare for at slappe af.

Jeg er virkelig begejstret over hendes begejstring. Tænk, så heldig jeg har været at lære hende at kende. Og tænk at få lov til at være med på hendes rejse rundt i verdenslitteraturen. Hun åbner den verden for mig, når vi taler om de værker, hun læser.

Jeg ved meget lidt om det, hun ved en masse om. Forleden spurgte hun igen: Skal vi ikke snart læse en bog sammen igen, jeg savner at tale om bøger. Jeg svarede: Du læser jo langt over mit niveau. Og hun svarede tilbage: ”Siger den eneste jeg kender, der har læst hebræisk.”

Jo, jo – sandt nok, men at læse 1001 bøger fra allerøverste hylde, det er der ikke mange, der kan. Min geniale veninde kan.