Når kritik rammer plejehjemmet – ser vi så det egentlige problem?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debatten om demensområdet dukker ofte op, når en konkret sag rammer medierne. Sådan også nu efter artiklen om Skovvang.

Som pårørende til et menneske med demens læser jeg artiklen med stor alvor. Ingen pårørende ønsker at opleve utryghed, magtesløshed eller følelsen af ikke at blive hørt. Den smerte skal tages alvorligt. Også når den kommer til udtryk som vrede eller hård kritik.

Men samtidig sidder jeg tilbage med et spørgsmål:

Ser vi egentlig problemets kerne?

Jeg har gennem mange år haft tæt kontakt med både medarbejdere, ledere, pårørende og mennesker med demens. Jeg holder foredrag om pårørendes vilkår og møder igen og igen mennesker, der står i situationer, hvor sygdommen gradvist overtager et menneskes personlighed, adfærd og funktionsevne.

Det er brutalt – også for medarbejderne.

For når et menneske rammes af alvorlig demens, er det sjældent kun hukommelsen, der forsvinder. Angst, uro, aggression, mistillid og psykiske forandringer kan blive en del af hverdagen. Samtidig kræver sygdomsforløbene ofte specialiseret viden, hurtig udredning, tværfaglig koordinering og betydelige ressourcer.

Og her begynder problemerne.

For alt for ofte står det enkelte plejehjem tilbage med et ansvar, som i realiteten ligger langt ud over, hvad almindelig ældrepleje er bygget til at håndtere alene.

Det betyder ikke, at fejl ikke sker. Det gør de naturligvis. Kritik skal kunne fremsættes åbent, og fejl skal undersøges og bruges til læring.

Men jeg frygter, at vi som samfund nogle gange kommer til at placere skyld dér, hvor konsekvenserne bliver synlige – i stedet for dér, hvor problemerne opstår.

For når medarbejdere løber stærkt i komplekse sygdomsforløb uden adgang til tilstrækkelig specialiseret støtte, når pårørende føler sig alene med ansvaret, og når ledere konstant skal balancere mellem omsorg, arbejdsmiljø, dokumentation og krisestyring, så er det sjældent udtryk for enkeltpersoners manglende vilje.

Så er det et tegn på et system under pres.

Derfor håber jeg, at den aktuelle debat kan bruges til mere end placering af skyld. Nemlig til at rejse det langt vigtigere spørgsmål:

Har vi i Danmark opbygget et demensområde, der reelt er rustet til de mest komplekse sygdomsforløb?

Det skylder vi både beboerne, de pårørende og medarbejderne.