Fortsæt til indhold

Ingen betvivler engagementet bag gavlmaleri, men lokal forankring og frivillighed er ikke en målestok for kunstnerisk kvalitet

Casper Berthelsen svarer på Birgit Bach-Valeurs svar på hans kritik af gavlmaleri i Hammel.

Debat
Casper BerthelsenKunsthistoriker og kurator

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tak til Birgit Bach-Valeur for svaret på min kritik af det kommende gavlmaleri i Hammel.

Det principielle spørgsmål i denne debat er ikke et spørgsmål om smag, men om standarder. Ingen har betvivlet engagementet bag projektet. Det, der diskuteres, er, om lokal forankring og frivillighed i sig selv er blevet gjort til målestok for kunstnerisk kvalitet.

Det er to forskellige ting.

Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at diskussionen tilsyneladende reduceres til, hvem der fysisk holder penslen.

Store kunstprojekter er gennem hele kunsthistorien blevet realiseret med assistenter og værksteder – fra Bertel Thorvaldsen til Olafur Eliasson. Ingen ville af den grund afvise værkernes kunstneriske ophav eller kvalitet.

Bjørn Nørgaard har heller ikke selv har vævet sine gobeliner om Danmarkshistorien på Christiansborg.

Det afgørende er ikke håndens ejerskab, men styrken i den kunstneriske idé og det samlede værks kvalitet.

Når offentlig kunst bliver permanent og finansieret med offentlige midler, bør det stadig være muligt at spørge, hvilke kunstfaglige kriterier udsmykningen er vurderet ud fra, uden at kritik straks afvises som mangel på loyalitet over for lokale initiativer.

For det helt principielle spørgsmål står fortsat tilbage:

Hvem sikrer den kunstneriske kvalitet i Favrskovs offentlige rum?

Jeg bidrager gerne til den diskussion, for den er absolut nødvendig.