Fortsæt til indhold

Kirstine Bille, byrådet har brug for din statsmandskunst

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære Kirstine Bille

Du har været en markant del af Syddjurs Kommunes politiske landskab siden 2007 – og allerede før da i Ebeltoft Byråd. Med din erfaring er du byrådets nestor og en central brobygger mellem rød og blå.

Allerede tidligt gjorde du det klart, at du er politisk pragmatiker, og hvis du har læst Marx, er det i en barberet udgave.

Du har selv sagt, at du gik ind i politik for at gøre en forskel – baseret på et solidt værdimæssigt fundament, men uden at lade ideologi stå i vejen for løsninger. Det har været din styrke og dit varemærke.

Netop derfor undrer det, at du på det seneste byrådsmøde accepterede, at der ikke var bred enighed om kommunens økonomiske pejlemærker – læs kassebeholdningens størrelse – forud for budgetforhandlingerne.

Allerede tidligt gjorde du det klart, at du er politisk pragmatiker, og hvis du har læst Marx, er det i en barberet udgave.

Hvorfor insisterede du ikke på et kompromis, som du tidligere ville have gjort – ikke mindst i din tid som borgmester og årene herefter, hvor du sammen med Venstres Claus Wistoft formåede at lande brede aftaler allerede i økonomiudvalget?

I stedet endte det med den både vanskelige og udmattende 15 røde mod 12 blå løsning.

Det skete efter en lang og indholdsløs debat, hvor selv tidligere statsminister, endog Anker Jørgensen, blev nævnt sammen med årstallet 1979, hvor S-V-regeringen gik af, og en socialdemokratisk mindretalsregering med Svend Jakobsen som finansminister fik flertal til at gennemføre et hidtil uset og barsk økonomisk indgreb. Dette dannede senere grundlag for, at Anker Jørgensens afløser, statsminister Poul Schlüter, kunne få en god start i 1982.

Allerede inden debatten om pejlemærkerne reagerede du kraftigt på et forslag fra Danmarksdemokraterne, Konservative og Venstre om at få embedsmændene til at udarbejde en oversigt over den geografiske fordeling af anlægsmidlerne de seneste ti år.

Det er stadig uklart, hvorfor netop dette forslag udløste så skarp en reaktion. En nøgtern belysning af, hvor pengene er gået hen, er i sig selv ikke problematisk. Tværtimod kunne du – med dit politiske overblik – have foreslået en mere nuanceret og fagligt solid måde at belyse fordelingen på, så ingen kunne bruge tallene til ren symbolpolitik.

Der er ikke noget forkert i, at mange af anlægsmidlerne går til byer eller områder, hvor spændende projekter er sat i søen af borgerne til glæde for mange, og hvor det er oplagt at involvere kommunen.

Som tidligere byrådsmedlem Tommy Bøgehøj (C) flere gange udtrykte det

»Byernes fremtid skal lægge dem selv på sinde. Som politikere kan vi levere rammerne og understøtte gode projekter, men det er fra borgerne, at initiativerne skal komme.«

Det synspunkt har du ofte selv været tæt på: Politikere skal sætte retning, skabe rammer og sikre fairness – ikke detaljestyre alt.

Det er bemærkelsesværdigt, at du nu synes at acceptere en udvikling, hvor byrådet splitter sig i faste blokke, og hvor afgørende spørgsmål ender som endnu en 15–12-afgørelse.

Det er ikke den Kirstine Bille, mange af os forbinder med brede forlig, pragmatisme og vilje til at bøje standpunkter, så andre også kan være med.

Derfor er min opfordring enkel: Vend tilbage til den rolle. Brug din erfaring og dit format til at insistere på, at de vigtigste prioriteringer i Syddjurs fortsat bæres af brede flertal.

Kommunen har ikke brug for flere smalle 15–12-afgørelser, hvor den ene halvdel føler sig kørt over, og den anden halvdel tager sejren hjem på papiret, men taber på den langsigtede sammenhængskraft.

Det er politisk ufrugtbart – og det ved du om nogen.

Syddjurs har brug for, at du igen tager initiativ til at samle trådene, når rød og blå trækker i hver sin retning.

Med venlig hilsen osv.