Fortsæt til indhold

Psykisk syge børn parkeres i kø i et halvt år - ikke godt nok

Debat
Else SøjmarkRegionsrådsmedlem, næstformand Sundhedsråd Kronjylland
Christina KirkegaardRegionsrådsmedlem, medlem Sundhedsråd Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien er fortsat al for lange – konsekvenserne mærkes hver eneste dag af børn, unge og deres familier.

Det SKAL der gøres noget ved.

I april 2026 var den gennemsnitlige ventetid fra henvisning til afsluttet udredning hele 195 dage. Samtidig blev kun 7 procent udredt inden for 30 dage. Det er tal, som bekymrer.

Når børn og unge med psykisk sygdom eller alvorlig mistrivsel må vente i månedsvis på hjælp, risikerer deres tilstand at forværres. Det påvirker ikke kun den enkelte, men hele familien, skolen og de fællesskaber, barnet eller den unge indgår i.

Vi ser derfor med stor tilfredshed på, at nye markante forslag skal behandles på Regionsrådsmødet den 24. juni. Med psykiatriens 10-årsplan er der afsat midler til flere medarbejdere, og der skal arbejdes videre med eks. digital understøttelse af arbejdsgange, flere ydernumre til privatpraktiserende børne- og ungdomspsykiatere samt styrkede partnerskaber mellem kommuner, almen praksis og psykiatrien.

Vi ser derfor med stor tilfredshed på, at nye markante forslag skal behandles på Regionsrådsmødet den 24. juni.

Samarbejdet på tværs er afgørende. Børn og unge der mistrives møder hjælpen i skolen, hos egen læge eller i kommunale tilbud. Eller måske møder de den slet ikke - og kommer ikke i skole. Derfor er det vigtigt, at der udvikles fælles sigtelinjer og partnerskaber, så børn, unge og forældre ikke falder mellem sektorerne.

Og her har sundhedsrådene en afgørende rolle.

Sundhedsrådene er netop etableret for at styrke det nære samarbejde mellem region, kommuner og almen praksis. Når der igangsættes nye indsatser på psykiatriområdet, er det afgørende, at sundhedsrådene følger udviklingen i de enkelte sundhedsområder. Både ift. ventetider og konkrete initiativer.

Skal vi lykkes med tidligere indsats, bedre sammenhæng og hurtigere hjælp, kræver det fælles ansvar på tværs og opfølgning. Og ikke mindst dialog med medarbejdere og faglige miljøer. Medarbejderne i børne- og ungdomspsykiatrien arbejder allerede under et stort pres, og forandringer skal gennemføres, så de både understøtter kvaliteten og sikrer et bæredygtigt arbejdsmiljø.

Der findes desværre ingen hurtige løsninger på psykiatriens udfordringer.

Men det er afgørende at vi handler – og i sundhedsrådene følger udviklingen tæt.