Vores unge forstår at forvalte deres sårbarhed som et aktiv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Da jeg i sin tid blev kontaktet af Jyllands-Posten og motiveret til at skrive de her klummer i avisen, var det vigtigt for mig, at formatet tillader, at jeg kan reflektere over det, der fylder i mig. Jeg ville have grønt lys til at skrive frit. Resten af ugen skriver jeg nemlig ”på bestilling” (hvilket jeg også elsker) – fondsansøgninger, formidlingstekster, udstillingskoncepter.

I Jyllands-Posten skriver jeg med omvendt motivation og tømmer mit hoved.

Således optakten til denne uges klumme, da jeg i de her dage tænker en del på kaos. Ikke i begrebets negative forstand – »Nej, hvor er alting bare helt vildt kaotisk og uoverskueligt«, men i begrebets tætte forbindelse til ideen om kosmos: at kaos er den naturlige optakt til en velordnet verden. Uden kaos intet kosmos, og den anden vej omkring, uden kosmos intet kaos.

Alle de her kaotiske tanker er faktisk ikke helt uden kontekst, for i sidste uge havde jeg den udsøgte fornøjelse af at være censor på Kaospiloternes 3.års afgangseksamener. Det var en stor oplevelse og et unikt indblik i en generation af unge mennesker, som … og her famler jeg lidt efter en dækkende dansk betegnelse, men må kapitulere og låne fra udlandet: »… just got it!«

»Findes den uddannelse stadig,« spurgte min veninde, der er bosat på Vesterbro i København.

Og ja, det gør den da. Ikke desto mindre er det min overbevisning, at begrebet ”kaos” siden Kaospiloterne blev grundlagt i 1991 som et alternativt modsvar til traditionelle lederuddannelser, er blevet allemandseje og betegnende for en uendelig række af sociale, politiske og relationelle omstændigheder.

Efter fire intense dage i selskab med entreprenante, sympatiske og forfriskende bud på nye veje ind i velkendte problemstillinger, sidder jeg dog allermest tilbage med en følelse af, at det er okay at rykke ned bagerst i bussen og overlade rattet til den generation af unge, som dribler ud på arbejdsmarkedet i de her år. Ikke mindst ved at læne mig trygt ind i et hold nyudklækkede kaospiloter. For tro mig: Der foregik virkelig mange ting i det eksamensrum. Se blot listen af konceptuelle indspark til et blødende verdenssamfund herunder:

Her er det værd at bide mærke i, at en række af de omtalte cases allerede er veletablerede startup-firmaer med kunder, kreditkort og kontorlokaler. Og på trods af det faktum, at initiativerne spænder lige så bredt som geografiske lokationer og de studerendes individuelle personligheder, så oplever jeg et helhedsbillede af en generation, der forstår at forvalte deres sårbarhed som et aktiv. Når jeg tænker tilbage på min egen afgangseksamen, erindrer jeg især to ting.

a. At det var en ensom proces.

b. At det primært handlede om at være den bedste, hvilket velsagtens er et uldent levn fra første-vælger-runderne i 80ernes folkeskolegymnastiktimer.

Det er (heldigvis) nye tider, og om det er særligt for Kaospiloterne eller en generationel ting, ved jeg ikke, men jeg noterer mig ungdommens unikke evne til at reflektere over egen læring, til at skabe tryghed omkring sig selv og sine medstuderende, tage moralsk ansvar, efterleve personlig motivation og dyrke sund feedback-kultur.

Så i bevidsthed om at kaos og kosmos er modsætningsparret, der trods store ægteskabelige uenigheder nægter at give op på hinanden, er denne klumme skrevet fra bagsædet af bussen. Her sidder jeg og vifter med et dannebrogsflag og ønsker hjerteligt tillykke til afgangseleverne på Kaospiloterne. Jeg lærte simpelthen så meget af jer. Tak for at dele jeres projekter, jeres tanker, jeres sårbarheder, jeres tvivl, jeres motivation og jeres omsorg for hinanden.

Ud og æd verden! Den er kaotisk, og den er jeres.