Fortsæt til indhold

God ledelse er guld værd

Lederskifte i både folkekirken og regeringen understreger betydningen af demokratisk valg og respekt for de valgte.

Debat
Peter TastSognepræst i Tilst-Kasted Pastorat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tillykke til Aarhus Stift med vores nye biskop, og tillykke til Danmark med vores nye regering.

Nu ved vi, hvem der er vores ledere i de kommende år. Det giver ro og skaber rammer for vores virke fremover.

En del havde nok set en anden biskop eller en anden regering, men de valgte er valgt på lovlig demokratisk vis – heldigvis – og det er så dem, vi må og skal respektere som vores ledere i de kommende år.

Ledelse er ikke let. Hverken i folkekirken eller i politik.

Folkekirken er folkets kirke og rummer forskellige kirkelige retninger, og der er mange måder at opfatte kristendommen på. For nogen handler troen om en indre overbevisning; andre er mere optagede af ydre handling med hjælp til trængende. Nogen mener, at gudstjenester og aktiviteter skal foregå i kirke og sognegård; andre mener, at det er vigtigere, at man som kristen gør sig gældende og tager ansvar i samfundet med de værdier, man har som kristen. Nogen går mest op i det materielle, bygninger, økonomi og forbrug, mens andre fokuserer mere på det åndelige. De mange forskelle behøver dog ikke at være noget problem. Der er altid forskellige synspunkter, hvor mennesker er samlet. Det skal den nye biskop kunne rumme. Det er først, hvis det er nødvendigt, at han skal skære igennem og træffe en afgørelse.

Noget lignende gælder i politik. Det handler dog ikke om religiøse, men om politiske overbevisninger fra højre til venstre, hvor det måske kan være lidt lettere at være pragmatisk og gå på kompromis, fordi man ved, at man er nødt til at imødekomme hinanden for at skabe resultater.

Jeg håber, de valgte ledere bliver gode ledere, og det tror jeg, de bliver. For vi er i Danmark, hvor vi har sunde, demokratiske traditioner. Der er jo ikke noget værre end ledere, der kun er optagede af sig selv og deres eget projekt, virke og rigdom. Sådanne mister man respekten for og får politikerlede af, og man vender sig bort.

En god leder er derimod en, der tør gå foran og lede flokken – alle os andre. En, der sætter en retning for, hvor vi skal hen.

Men en god leder er også en, der kender flokken, rummer den og sørger for den. En leders opgave er at få os til at fungere i hvert vores virke og livssituation, så det, vi bidrager med, giver værdi i samfundet, og som sådan giver mening i det store hele. En god leder sørger for, at opgaverne bliver fordelt, så der ikke er nogen, som laver alt for meget, mens andre triller tommelfingre og spilder deres tid. En god leder favner både de stærke og de svage og skal være der, når der er brug for det.

God ledelse skaber således tryghed og rammer for et godt, meningsfyldt liv, og det har vi alle glæde af.

God ledelse er guld værd.

Peter Tast.