Fortsæt til indhold

Over 120 meget gamle mennesker er ensomme i kommunen

Debat
Rita Stokholm VindingFormand for Ældrerådet Syddjurs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ældrerådet er stadig optaget ensomhed blandt ældre, og det er der god grund til.

Den national Sundhedsprofil for 2025 viser, at 10% af borgerne i Syddjurs er ensomme. Ser vi på befolkningen i Syddjurs på 85 år og derover, er det aktuelt mere end 120 personer. Tallet er sandsynligvis væsentligt højere, hvis vi kan beregne det for alle på 75 år og derover, men aldersinddelingen i den nationale sundhedsprofil er ikke den samme som i Syddjurs Kommunes befolkningsprognose, så det kan vi ikke.

Den national Sundhedsprofil for 2025 viser, at 10% af borgerne i Syddjurs er ensomme.

Dertil kommer, at der bliver væsentligt flere borgere på 85 år og derover de kommende år, dvs. flere som er i risiko for social isolation.

Derfor er Ældrerådets anbefaling til politikerne, at der investeres mere i forebyggelse af sygdom, men også i forebyggelse af ensomhed blandt kommunens ældste borgere – dem der ikke kan komme ud og være med i sociale fællesskaber uden at blive hjulpet. Det er kommunens opgave, men kommunen kan ikke alt, så der er behov for frivillige til at hjælpe med det.

På seneste møde fik Ældrerådet en status på omlægningen til vedligeholdende træning, hjemmetræning med skærm samt aktiviteter, som skal understøtte fællesskaber og afhjælpe ensomhed.

Ældrerådet er bekymrede for, om borgere, der har behov for træning, får tilstrækkelig hjælp, og om borgere, der modtager træning via en skærm, har øget risiko for at opleve ensomhed.

Vi kan høre, at medarbejderne gør, hvad de kan, inden for de givne rammer, dvs. den økonomi, de har til rådighed og kommunens serviceniveau. Det er det, vi i Ældrerådet mener skal have et løft, så flere af de ældste kan få lidt variation i hverdagen og oplevelser sammen med andre, og gennem virkningsfuld træning leve selvstændigt længst muligt.

Ældrerådet har foreslået, at der bliver lavet en mentorordning, som kan bidrage til at ensomme kommer ud til samvær og ønskede aktiviteter. Vi foreslår også, at der er fokus på, at det skal være attraktivt at være frivillig.