Kom, nu er alt rede!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Åh, kan du huske sådanne sommeraftener fra dengang, vi var små?«

Det var min tvillingebror, Henrik, der spurgte, mens vi fra terrassen sad og betragtede børnebørnenes leg en aften, de var på besøg. Og nu mindedes han sin egen og min fælles barndom. For det var vel i grunden mere en påmindelse end et spørgsmål. Og selvfølgelig kan jeg da huske dem. Dem glemmer man ikke så let.

Der var noget helt særligt ved disse barndommens sommeraftener og –dage. Noget, som hænger ved. Der skete så meget – så meget, der gjorde indtryk. Lyse og lykkelige dage, som ingen ende ville tage. Dage og aftener fortættede af leg og oplevelser. Naturen stod smykket for os og indbød til udfoldelse og samvær i denne Vorherres kæmpestore festsal.

»Kom, nu er alt rede!« lød det til os. Og det gjorde vi så. Vi tog imod indbydelsen og kom som dem, vi var, beskidte og forventningsfulde børn af sol og sommer. Og vi tog ubeskedent for os af alle retterne på Skaberens veldækkede bord.

Vi fangede ålekvabber i Næssund færgeleje – og haletudser og karusser i æ dam. Vi legede ta-fat og spillede fodbold fra gry til høns var ind. Vi gik på ekspeditioner i engenes og grøftekanternes urskove, hvor græsser og skærmblomster gik os over hovedet – og hvor der lurede ukendte farer overalt. Men vi var ikke bange, for vi var bevæbnede med bue og pil. Og når vi blev sultne, så kendte vi et hemmeligt sted langt inde i skovens dyb med både brombær og skovjordbær.

Jo, midt iblandt os var Guds rige. Og vi tog imod det. Ikke noget med ”men” og ”hvis” og ”når”. »Vil du med hen at se en fuglerede med unger?« »Ja!« »Vil du med op på æ hyw og sparke til dåse?« »Ja!!« – nu kommer jeg. – Og livet blev til en fest – især om sommeren!

Og det er livet heldigvis fortsat – for det meste. Men alligevel ikke på helt samme måde. For sidenhen kom ansvaret og pligterne – og hensynet til pengene og alt det materielle. Og dermed også bekymringerne og alle forbeholdene. Med alderen blev alting mindre umiddelbart og mere kompliceret. Og jeg vover at sige det: en kende mindre festligt.

Den franske filosof, Rosseau, sagde: Tilbage til naturen! Jesus sagde: Se til himlens fugle og markens liljer! Og ved en anden lejlighed – omtrent som jeg tror, Henrik tænkte den aften: Se til børnene og tag ved lære af dem. For kun den, der tager imod Guds rige som et lille barn, kommer ind i det. Medmindre I bliver som børn på ny.

Men det bliver vi ikke sådan uden videre. For ofte ser vi mere i vores kalender og på vores mobiltelefon end til den umiddelbare oplevelse og det menneske af kød og blod, som står lige ved siden af os. Alt for ofte blev festen til forbehold og dårlige undskyldninger.

Der er ikke noget galt i at gå op i sit arbejde og gerne vil gøre det godt. Bestemt ikke. Og der skal også være plads og tid til at dyrke sig selv og sine interesser. Men alt sammen med måde.

Det handler om prioritering. Det handler om at sætte tingene i det rette perspektiv. Om ikke at blive så optaget og forblændet af noget, så det overskygger alt andet. Så man gør det til sin gud. Så der kun bliver plads til det.

Kom, nu er alt rede! hedder det i evangeliet. Vend ikke ryggen til livet. Til det forunderlige. Til glæden og kærligheden. Til dem, der elsker dig og holder af dig. Tag imod invitationen og vær med til festen i det Gudsrige, som allerede i glimt er ”midt iblandt os”. Det rige, som møder dig i naturens pragt og i Gud og andre menneskers rækken ud efter dig. Kom og vær med!