Fortsæt til indhold

Drop rækkefølgen i Adelgade – byg søbroen først

Debat
Frede OlesenFhv. prakt. læge. DrMed.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Byrådet bør i de kommende budgetforhandlinger omprioritere indsatsen for at forbedre Adelgade og glædes over, at første fase, der nu afsluttes, tegner godt.

Nu bør vi udnytte byens beliggenhed ved søen bedre til både at forbedre forhold for handelslivet og fritids- og rekreationslivet.

Det bør indebære, at byrådet omprioriterer indsatsen på tre områder:

For det første bør planerne om en søbro fra Lille Nyhavn til bybadet fremmes. Det vil gøre det muligt at lave en sønær og historisk smuk vandresti fra Mindet og ned til søstien foran Lille Nyhavn bygningerne (nogle kalder det boardwalken) og videre via den foreslåede nye søbro til bybadet og derfra videre langs stranden i Byparken forbi den smukke Ole Lund Kirkegaard-legeplads og op til det historisk enestående Borgergadekvarter med alle de smukke gamle huse. Og derfra kan den afmærkede sti gå tilbage til Mindet via Adelgade. Et sådant initiativ vil gøre området yderligere handels- og fritidsmæssigt attraktivt, som vi så det, da man etablerede den såkaldte ”uendelige bro” ved stranden i Aarhus. Samlet vil det tiltrække folk til centrum og forretnings- og restaurationslivet i Adelgade. Derfor skal broen have første prioritet.

Centrum og forretningerne trænger til en ”gravepause”

Først derpå bør man som initiativ nummer to overveje modernisering af Kulturtorvet. Denne modernisering er ikke påtrængende, for området er allerede pænt, og der er allerede et rigt folkeliv i området, og centrum og forretningerne trænger til en ”gravepause”. Dette projekt kunne godt være fase tre, men man er nok allerede bundet af, at ’”noget skal ske” som led i den nuværende fornyelse af Adelgade Syd. Derfor får det prioritet nummer to.

I sidste fase skal man så modernisere Adelgade Nord.

Endelig bør man uafhængigt af den foreslåede prioritering snarest tillade, at ejerne i Lille Nyhavn restaurerer en af de tre broer foran bebyggelsen, således at kanoer, kajakker og lignende kan søsættes eller stoppe op og udnytte de nære tilbud i butikker og restauranter m.m. Det kan gøres hurtigt, smukt og enkelt, men dog kun være midlertidigt, til søbroprojektet er færdigudviklet og klar til at blive bygget.

Som det sidste kunne man gå i dialog med COOP-ejendomme for at motivere dem til at modernisere deres grimme og forfaldne p-plads, som jo nu er en skændsel for hele brugsforeningsbevægelsen.

Derfor denne opfordring til byrådets kommende budgetforhandlinger: Genovervej prioritering og tidsplaner af hensyn til både fritids- og rekreationsmuligheder og af hensyn til forretningslivet på Adelgade.