Fortsæt til indhold

Debattør: Skanderborg må ikke spare håbet væk

Debat
Trine SkovBorger i Skanderborg Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skanderborg Kommune har besluttet at lukke værkstederne på Danmarksvej. Men hvad skal der ske med de borgere, som har brug for sådan et tilbud?

Som borger i Skanderborg Kommune er jeg dybt bekymret over beslutningen. For de borgere, der er tilknyttet værkstederne, er det ikke bare et sted at være beskæftiget. Det er et trygt fællesskab, som giver struktur, mening og indhold i hverdagen. Et sted, hvor man bliver mødt med forståelse, og hvor der er plads til mennesker, som ikke passer ind i de almindelige beskæftigelsestilbud.

Mange af de borgere, der er tilknyttet værkstederne, lever med psykiske udfordringer som angst, stress, autisme eller andre diagnoser. Og det er mange unge mennesker, som står så langt fra arbejdsmarkedet, at praktikforløb og ordinære beskæftigelsesindsatser ikke er realistiske på nuværende tidspunkt. For dem er værkstederne et vigtigt skridt på vejen mod større trivsel, selvstændighed og på sigt tilknytning til arbejdsmarkedet.

Jeg har forståelse for, at kommunen skal få økonomien til at hænge sammen i forskellige “kasser” og en ny beskæftigelsesreform fra Christiansborg. Men når man sparer på et tilbud, der hjælper nogle af de mest sårbare borgere, må man også kunne forklare, hvad alternativet er.

Hvilke tilbud skal erstatte værkstederne? Hvad vil kommune gøre med de borgere, som ikke er klar til praktik eller andre beskæftigelsesrettede forløb? Hvordan sikrer kommunen, at mennesker med komplekse udfordringer ikke mister det fællesskab og den støtte, som har været afgørende for deres trivsel?

Når man fjerner et tilbud, risikerer man også at fjerne noget langt vigtigere: håb, tilhørsforhold og livskvalitet. Hvis konsekvensen bliver øget isolation, dårligere mental trivsel og flere mennesker, der falder ud af fællesskabet, kan besparelsen vise sig at blive dyr – både menneskeligt og økonomisk.

Derfor håber jeg, at politikerne i Skanderborg Kommune vil lytte til de berørte borgere. Når man lukker værkstederne på Danmarksvej, bør man kunne dokumentere, at der findes reelle og værdige alternativer.

For i sidste ende handler det ikke kun om budgetter. Det handler om mennesker og deres fremtid.