Det rette værktøj til opgaven?
En hammer til et søm og en skruetrækker til en skrue. Opgaven bestemmer, hvilket værktøj der skal i spil. Får man fingrene i det forkerte, bliver resultatet ikke som ønsket. På sin vis gælder det samme, når vi fører tilsyn med kvaliteten i vores vuggestuer og børnehaver. Har vi valgt det rigtige værktøj til den opgave? Jeg er kommet i tvivl.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det uvildige tilsyn med kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer, som det så flot hedder, er en obligatorisk opgave i de kommunale dagtilbud. Det står i dagtilbudsloven, at kommunerne løbende skal holde øje med, at kvaliteten af de pasningsmuligheder, vi stiller til rådighed for forældre til børn mellem 0 og 6 år, er tilstrækkelig.
Til den opgave har vi i Aarhus Kommune valgt det værktøj, der hedder ITERS-3 og ECERS-3 for henholdsvis vuggestuer og børnehaver. Med værktøjet i hånden, laver vi uanmeldte observationer, hvorefter der udarbejdes en rapport, som ledelse, medarbejdere og forældrene giver input til. På den måde er kvaliteten i den enkelte vuggestue eller børnehave helhedsvurdering.
Resultatet i sig selv er uinteressant. Det afgørende er den positive udvikling af kvaliteten, det forhåbentlig fører til.
Det er det, det hele handler om. At vores mange allerede hamrende dygtige pædagogiske ledere og medarbejdere bliver endnu dygtigere. Så vi får endnu bedre vuggestuer og børnehaver. Hvor børnene udvikler sig sprogligt, motorisk og socialt. Hvor de er trygge og har det godt.
I løbet af de efterhånden mange år, jeg har været rådmand for Børn og Unge, har jeg været på et utal af besøg i vores mange dagtilbudsafdelinger. Og jeg sætter mig løbende sammen med BUPL, FOA og dagtilbudslederne – og med forældreorganisationerne. Fordi det giver mig et indblik i, hvordan det står til helt ude på blå stue. Hvad fylder for ledere og medarbejdere? For forældrene? Hvad går godt, og hvad kan vi gøre bedre?
Her kommer tilsyn ofte op. Som frustration over og nogle steder decideret utilfredshed med det værktøj, vi bruger i Børn og Unge.
Loven siger, vi skal føre tilsyn, men ikke hvordan. Det er op til kommunerne selv. Da vi skulle beslutte det, blev alle parter på dagtilbudsområdet hørt. Det var en abstrakt og kompliceret størrelse, men efter mange overvejelser faldt valget i sidste ende på det amerikansk udviklede ITERS-3 og ECERS-3, som vores dagtilbudskonsulenter kunne blive certificeret i, og som læner sig kraftigt op ad den styrkede pædagogiske læreplan, som udgør rammen for det pædagogiske arbejde i alle kommunale dagtilbud i Danmark.
Værktøjet blev blandt andet valgt, fordi det betød færre omkostninger i både tid og penge sammenlignet med alternativerne. Noget jeg fortsat vil have stærkt fokus på. Ministeriets krav om tilsyn og dokumentation må ikke tage unødigt mange ressourcer eller tid fra børnene.
Det virkede som den rigtige beslutning dengang. Men nu er jeg kommet i tvivl.
Fordi det gør indtryk på mig, når jeg gentagende gange og fra flere sider, hører om utilfredshed og frustrationer fra de fagprofessionelle, som tilsynet skal hjælpe. Kritikken går især på, at værktøjerne i for høj grad fokuserer på, at voksne styrer aktiviteter og rutiner, hvilket ifølge forskere overser det egentlige børnesyn og barnets egen stemme. Og at de er udviklet i USA, hvor der er krav om voksenopsyn og strenge regler for fysisk udfoldelse og udendørs leg, hvilket kolliderer med den skandinaviske tradition for selvstændighed og risikofyldt leg.
Hele formålet med det pædagogiske tilsyn i Børn og Unge er at udvikle kvaliteten af vores vuggestuer og børnehaver. Dét er det afgørende. Ikke resultatet i sig selv.
Men hvis ikke det opfattelsen lokalt, så nytter det ikke noget. Så risikerer det faktisk i sidste ende at have den stik modsatte effekt.
Derfor har jeg nu taget initiativ til, at det hurtigt skal undersøges, om vi har valgt det rigtige værktøj. Vi skal igen involvere alle parter – særligt de lokale dagtilbud. Og vi skal være nysgerrige på, hvordan andre kommuner griber opgaven an, og hvilke erfaringer de har gjort sig indtil videre.
Står vi og hamrer i en skrue? Skruer vi på livet løs i et søm? Måske. Måske ikke. Måske har vi faktisk valgt det rigtige værktøj, men er måden, vi bruger det på, også den rigtige? Det skal vi finde ud af.