Landbrugslivet har lært vi mennesker, at når alt kommer til alt, er livet en gave

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Da jeg for 17 år siden begyndte mit liv som sognepræst i tre mindre landsogne, blev jeg hurtigt klar over, at det, at jeg var barnebarn af en landmand, kom mig godt til hjælp. Størstedelen af de mennesker, jeg begravede eller bisatte, var nemlig af bondeslægt; enten født på en gård, havde tjent på en gård eller selv været gårdmand eller gårdkone. Det gjorde min taleskrivning nemmere, at jeg selv som barn havde haft min gang på en gård og stadig kunne erindre dufte, lyde og stemninger derfra.

For det har stor betydning for en livsfortælling, om man har haft sin gang på landet. Der er noget med årstidernes skiften og en opmærksomhed på temperaturer, dufte og pløjejordens farve, der sætter sig i kroppen. Der er en forbindelse til kreaturerne. En omsorg for deres velbefindende, en fortrolighed med deres tegn og lyde, og glæden ved en kold, tidlig vintermorgen at træde ind i stalden og blive ramt af varmen fra de store godmodige dyr, der vender hovederne imod dig og hilser godmorgen.

Livet på landet sætter sig også i sproget og – fandt jeg ud af – i de salmer, man gerne vil synge, når man en dag skal herfra. Salmer om jorden, om naturen og om taknemmeligheden. Men også om sliddet ved at dyrke det lod, man er blevet tildelt.

Er Danmark stadig et landbrugsland? Det har været diskuteret en del over de sidste uger, hvor den nye regering præsenterede sit ministerhold uden en landbrugsminister. Sådan en har vi ellers haft siden 1896.

Selv om det for de fleste nok ikke er overraskende, at den politiske udvikling er gået, som den er, er det alligevel tankevækkende, hvor meget landbruget har forandret sig – bare siden 1950erne, hvor landbrug og gartneri beskæftigede cirka 370.000 mennesker. I 2023 var tallet 71.000 (Kilde: Danmarks Statistik og Lex.dk).

Man kan derfor godt rent statistisk argumentere for, at Danmark ikke længere er at betegne som et landbrugsland. Men når vi bevæger os rundt i landskabet, ser vi jo stadig den ene mark efter den anden, og min erfaring er som sagt, at mange familiehistorier stadig har en bundklang af det landbrugsliv, der fandtes for 50, 70 og 100 år siden.

Vi skal ikke kun interessere os for fortiden for at begræde, at ting ikke længere er som i de gode, gamle dage. Men vi kan derimod lære meget om nutiden ved at være opmærksomme på, at de hverdagsliv vores bedsteforældre, oldeforældre og generationerne før dem levede, stadig trækker tråde ind i vores liv i dag.

Når vi taler om begreber som ”selvforsyning” og ”simple living” eller om at leve i samklang med naturen som var det moderne begreber, tager vi fejl. For hvor har jeg dog skrevet mange begravelsestaler over mænd og kvinder, der på et helt almindeligt dansk gårdmandsbrug levede med deres dyr og jorden med en nænsomhed og årvågenhed, som var det en sjette sans. Mennesker, der af landbrugslivet lærte, at når alt kommer til alt, er livet en gave, og ikke noget vi selv kan skabe.

De lærte af jorden og dyrene, at nok kan vi planlægge og knokle det bedste vi har lært, men i sidste ende er vores høst og udbytte ude af vores hænder. Og derfor afføder det så stor taknemmelighed, når der er noget at høste. Og stor forventningsglæde når det igen er tid til at så. En holdning til livet, de gav videre til de næste generationer.

Så selv om antallet af landbrug over de sidste 80 år er markant reduceret, er mange af os stadig på sin vis forbundet til dette. Vi bærer noget værdifuldt med os som den jord, der sætter sig i sålerne på støvlerne, når vi en smuk efterårsdag trasker en tur i det gyldne hegn langs en pløjet mark.

Og det er al den jord jeg har,

og alt, hvad jeg begærer.

Jeg håber, det går an, jeg ta’r,

hvad mine såler bærer

”Det lysner over agres felt”. Ludvig Holstein, 1915