De voldsomme ord om og i Gaza

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

”Folkedrab” og ”apartheid” er voldsomme ord, som hurtigt kan tænde ild i en samtale ved en familiemiddag eller i et facebook-kommentarspor.

Jeg har selv været forsigtig og undgået at bruge dem. Hvem vil ødelægge den gode stemning ved middagen? Og hvem er jeg til at kunne vurdere, om der er tale om folkemord eller apartheid i en situation langt fra min hverdag, hvor jeg kun har en begrænset viden?

Sidste år i september var jeg i Israel/Palæstina. Det var, mens krigen i Gaza stadig var brandvarm. Lige nu er den lunken; civile dør stadig. Og der er en helt katastrofal mangel på nødhjælp. Og staten Israel strammer stadig grebet mere og mere, også om befolkningen på Vestbredden.

Da jeg var der sidste år, talte vi med både jøder og palæstinensere, såvel kristne som muslimer. Mange af dem arbejder med fred og forsoning. Særligt rørende var det at møde dem, der kæmper for ”de andres” ret til at være her, og for ”de andres” rettigheder og livsvilkår. De gør det med en kæmpe passion. Og når de kæmper for ”de andre”, kæmper de også for freden i deres eget land og for deres egne børns fremtid.

Én af de ting, vi var nysgerrige på, var netop de store ord. Staten Israel er anklaget ved Den Internationale Domstol for folkedrab. Og flere og flere beskriver det israelske samfund som et apartheid-samfund. Hvordan forholder mennesker dér sig til de store ord?

En jødisk kvinde, som arbejder for forståelse og sameksistens, var tilbageholdende. Hun arbejder særligt med oplysning om kristne palæstinenseres forhold blandt sine jødiske fæller. Nogle ser de kristne som fremmede – hvad laver de egentlig her? Kender man historien, ved man, at de har været der i 2.000 år. For hende er et ord som apartheid et rødt flag. Hvis hun bruger det, stopper diskussionen. Hendes holdning var, at det er et ord, som er opstået i en bestemt historisk og geografisk kontekst, og som ikke umiddelbart kan overføres til en anden situation. Og bruger hun det, så afskærer hun sig fra at tale med dem, som det er hendes mål at tale med.

En ung jøde, som tidligere har været soldat i den israelske hær, vurderede anderledes. Han sagde, at ja, apartheid er et begreb fra en bestemt kontekst. Men det er også et begreb, som nu er en juridisk term. Og så sagde han: »Jeg er ikke jurist. Jeg kan ikke vurdere, om kriterierne er opfyldt. Men jeg kan beskrive, hvad jeg ser: En systematisk, intenderet separations-politik med den intention, at de 6,5 mio. jøder skal kunne have magten over de 6,5 mio. palæstinensere. Og jeg kan beskrive, hvad den separationspolitik gør for vores samfund.«

Og så viste han os rundt i et mennesketomt ”Hebron down town”, hvor den centrale del af byen, som tidligere var et livligt mellemøstligt marked, er lagt øde, og hvor palæstinensere ikke må færdes.

De store ord… Jeg synes stadig, det er svært med de ord. Bidrager de til at stoppe samtalen?

Eller er det forudsætningen for samtale – og dermed forudsætningen for fred – at vi begynder at beskrive den virkelighed, vi ser? Og så er det jo et vilkår, at vi oplever den fælles virkelighed forskelligt! Og hvis vi skal beskrive virkeligheden, må vi have et fælles sprog, hvor vi er enige om, hvad ordene betyder.

Måske kunne vi begynde dér, hvor vi simpelthen forsøger at definere ordene sammen. Uden følelser, men bare logisk og rationelt. Kan vi blive enige om, hvad et folkedrab egentlig er? Kan vi blive enige om, hvad apartheid egentlig er?

Det er nødvendigt med sprog for det, for hverken folkedrab eller apartheid er blot historiske begreber. Det er noget, som sker, og som vil ske, hvor ufatteligt det end er. Skal vi forsøge at stoppe det, må vi tale om det.