Dag Hammarskjölds vejmærker

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Om sommeren er der ofte tid til at få læst lidt mere end resten af året. De lange, lyse aftener inviterer til at sidde udenfor eller i drivhuset med en bog.

Jeg vil anbefale at prøve at dykke ned i bogen ”Vejmærker”. Bogen er den svenske diplomat og generalsekretær for FN Dag Hammarskjölds dagbog. Den blev fundet og udgivet efter hans død i 1961, hvor han omkom i et flystyrt under en mission.

Bogen giver udtryk for en religiøs dimension af et liv midt i verdenspolitikken, og Hammarskjöld kæmpede for en bedre verden indtil det sidste sekund i sit liv.

»Vort arbejde for fred må begynde inde i hvert menneskes private verden. For at bygge en verden for mennesker uden frygt, må vi selv være frygtløse. For at bygge en verden af retfærdighed, må vi selv være retfærdige Og hvordan kan vi kæmpe for friheden, hvis vi ikke selv har en indre frihed?,« skrev Dag Hammarskjöld i sin julehilsen 22. december 1953 kort efter, at han blev udnævnt.

Jeg har selv taget mange tilløb til at læse bogen og kom først for alvor i gang med den i en ferie i foråret. Lad mig sige det med det samme: Det er ikke en letlæst bog, for den er både barsk, direkte, hudløst ærlig – og ensom på en måde.

Han lægger ikke skjul på, at livet er krav og byrder. Og at der er nogle valg og nogle opgaver, som man må tage på sig, selv om det ikke er sjovt og ikke lige var det, man havde tænkt sig med sit liv eller sin tid. Men i at tage byrden op og bære den, når den indfinder sig, ligger et liv – eller livet.

»Bed om, at din ensomhed bliver tilskyndelsen til at finde noget at leve for, stort nok til at dø for,« skriver han et sted.

Bogen er en samling tekster, digte og brudstykker, der dels giver indblik i Hammarskjölds sind, dels er almenmenneskelige. Det er et nænsomt prisme, som får læseren til at tænke over, hvordan vi skal møde vores medmennesker og os selv i livets ensomhed.

Den længste rejse, et menneske kan tage på, er rejsen indad. Rejsen mod at finde sandheden og meningen med sit liv. Mod til at blive, den man er. I et åbent og bekræftende ja til livet og verden.

Skrevet den 6. juli 1961:

Andres vej

har rastepladser

i solen

hvor de mødes.

Men dette er din vej

og det er nu,

nu du ikke må svigte.

Græd,

hvis du kan,

græd

men klag ikke.

Vejen valgte dig -

og du skal takke