Ud af huset kom en rasende midaldrende mand med resolutte skridt imod mig – og så blev jeg paf

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det var sådan en gåtur, der brændte sig fast i hukommelsen. Sommerferie i Vestjylland. Høj himmel, knasende grus og let svajende marehalm. Jeg gik med lette, lyse skridt og nærmede mig en mindre gård. Sort-hvidt bindingsværk, der havde set bedre dage.

Ud kom en midaldrende mand. Jeg smilede venligt til ham. Men smilet blev ikke gengældt. I stedet gik han med resolutte skridt direkte hen til mig. Tættere på, end hvad der var behageligt. Og sagde så med vrede i stemmen og en styrke, der slet ikke var nødvendig:

»HAR INGEN LÆRT DIG AT LÆSE?«

Jeg blev paf. For det mente jeg nok, at nogen havde. Men det viste sig, at jeg havde forvildet mig ind på en lukket privat vej og ikke havde set skiltet med »Adgang forbudt«. Jeg havde begået en fejl. Men reaktionen oversteg langt forseelsen.

Den slags findes mange steder. Løftede knytnæver i trafikken. Sure miner i butikskøen eller på arbejdet. Vi kender typen.

Eller måske tror vi, at vi kender typen. Men gør vi?

Kingo har i en af sine mest kendte salmer, Sorrig og glæde de vandre til hobe, skrevet:

Tit er et bryst under dyrebart smykke opfyldt af sorg og hemmelig harm. Alle har sit, stort eller lidt.

Det er opslidende at være sur og gnaven og næppe en ønskelig måde at være i verden på. Så måske er der en forklaring bag facaden. Måske havde manden på grusvejen skændtes med konen over morgenmaden. Måske var han én af dem, der blev ramt i sidste fyringsrunde. Måske var hans familie blevet splittet, da arven efter hans far skulle deles.

Ingen ved, hvad han bar på.

Så der er sandhed i Kingos salme – også i den moderne variation, som vi finder ved at spole frem i tiden. Fra 1681 til vores egen tid, hvor den norske tv-serie Skam blev sendt. Her har hovedpersonen, den livskloge Noora, et skilt hængende på sit værelse:

Everyone you meet is fighting a battle you know nothing about. Be kind. Always.

Lad altid tvivlen komme de andre til gode. Det er ikke sikkert, at vi kender typen – selv om vi tror, vi gør. Kan vi som skridt nummer ét forsøge at forstå i stedet for at fordømme? Mobilisere en ømhed over for det menneske, der bærer vreden eller sorgen yderst på tøjet.

Den overbærenhed lever vi nemlig alle af. For livets tvist er, at vi skiftes til at være manden på grusvejen.

Be kind. Always.