Fortsæt til indhold

Hvis værdighed ikke tæller i regnearket, har vi så et demensvenligt samfund?

Debat
Else Søjmark (A)Regionsrådsmedlem og næstformand Sundhedsråd Kronjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Regeringen arbejder på en ny national demenshandlingsplan, som forventes fremlagt i løbet af 2026. Det er der god grund til. Antallet af mennesker med demens stiger, og sygdommen er i dag den fjerdehyppigste dødsårsag i Danmark.

På Folkemødet deltog jeg i en rundbordssamtale om nye demensbehandlinger. Her fyldte særligt behovet for mere sammenhængende patientforløb og større støtte til de pårørende. Begge dele bør have en central plads i den kommende handlingsplan.

Men debatten bør også handle om, hvordan vi som samfund prioriterer indsatsen på demensområdet.

For første gang i mere end 20 år er der udviklet behandlinger, som kan forsinke sygdomsudviklingen ved Alzheimers sygdom hos nogle patienter. Gevinsten måles ikke nødvendigvis i flere leveår, men i mere tid med selvstændighed, hukommelse og mulighed for at leve et aktivt liv.

Spørgsmålet er derfor, hvordan vi vurderer værdien af denne type behandlinger.

Men debatten bør også handle om, hvordan vi som samfund prioriterer indsatsen på demensområdet.

Ved mange andre alvorlige sygdomme måles gevinsten ofte i flere leveår. Ved demens handler gevinsten ofte om noget andet: mere tid med identitet, relationer og værdighed. Det kan være sværere at måle, men ikke nødvendigvis mindre vigtigt.

Samtidig bæres en stor del af sygdomsbyrden af de pårørende og kommunerne. Når sygdommen udvikler sig, stiger behovet for støtte, omsorg og pleje. Derfor er det også relevant med fokus på, om vores prioriteringsmodeller i tilstrækkelig grad medregner gevinsterne ved længere tid med selvstændighed.

Vi investerer desuden i tidligere opsporing gennem nye blodprøver og bedre diagnostik. Det er positivt. Men når flere får stillet diagnosen tidligere, er det også naturligt at drøfte, hvilke muligheder der skal følge med.

Den kommende demenshandlingsplan er en oplagt anledning til at tage denne debat. For hvis vi i Danmark skal være et demensvenligt samfund, handler det ikke kun om pleje og organisering, men også om, hvordan vi værdisætter livskvalitet og værdighed for mennesker med demens.

Det er både et sundhedsfagligt spørgsmål - og et politisk valg.

Se video: