Fuck Kopernikus
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg er træt af science fiction, der ydmyger præster. Derfor skriver jeg en geocentrisk scifi, hvor rumvæsnerne kommer til Østjylland for at høre prædikener og den mest fordrukne lutheraner er helten.
Der kom ingen i kirken den søndag. Ingen var kommet for at høre hans prædiken. Organisten dukkede heller ikke op, ingen kirketjener. Præsten åbnede døren ud til marken, og nu stod han med hånden på håndtaget og så ud over den våde pløjemark, sur og bitter, en sen oktobereftermiddag.
Den anden hånd, helt fedtet til efter portvinen, fik lighteren op af den skjulte lomme på indersiden af præstekjolen, og han tændte en cerut.
Så formørkedes himlen. Vinden greb hans kjole, og præstens uvaskede alkoholikerskæg fløj omkring. En flåde af flyvende tallerkener teleporterede sig ind over sognet, hele jorden rystede, og den gamle præst væltede ind i hækken til kirkegården. Der lå han, bange, og stirrede op. »Giv os ordet,« råbte himlen på tusind forskellige sprog.
Sådan begynder min science fiction. En geocentrisk, episk science fiction, hvor pointen er, at jorden er verdens centrum...
Jeg er træt af Kopernikus. Ja, jeg vil næsten sige: Fuck Kopernikus. For i min science fiction er jorden centrum, og mennesket er Guds ophøjede skabning. Og alle rumvæsner har i kraft af deres højere civilisatoriske niveau og højere teknologi fundet ud af, at det budskab, der står i Johannesprologen, er verdens begyndelse.
Et lilla lys lander på præsten, og præsten bliver trukket langsomt op i det største rumskib.
Sceneskift.
I mellemtiden mobiliserer menneskene alt, hvad de har af forstand: en masse tanks og seje ting og folk, NASA, SpaceX, de skarpeste hjerner, de sædvanlige videnskabsentusiaster.
Hele verden holder vejret, og den østjyske middelalderkirke dukker op på skærme verden over, omringet af en sværm af helikoptere og de sædvanlige dekontamineringstelte, og på himlen – en alien invasion. Rumvæsnerne bryder forbindelsen på alle vores skærme, for her ser vi pludselig den bortførte præst, vores helt, bundet fast til en prædikestol. Og han fortæller, at rumvæsnerne ønsker endnu flere prædikener. Nu.
Og her tager historien en nervepirrende retning, for en del tidehvervske præster herhjemme er skeptiske over for al den larm og er ikke meget for at missionere blandt fremmede væsner. Soteriologien buldrer derudaf. Nogle skriver i Kristeligt Dagblad, at det hele er et røgslør fra dåbskommissionen, og at den egentlige katastrofe er det nye dåbsritual.
Men det lykkes faktisk, mod alle odds, at flytte Tidehvervs sommermøde op på moderskibet i den invaderende flåde. Og så sker der ting og sager: Tidehverv holdes som gidsler, tvunget til at lave noget, der ligner højskoleforedrag og prædike dagen lang.
Flere og andre typer rumvæsner kommer til Jylland, og der er en scene, hvor vi ser hele rigets præster blive bortført af rumvæsenlys. Det bliver helt vildt, og det skal slutte med, at præsterne forkynder dialektisk teologi i fjerne galakser, og hele universet strømmer til Østjylland for at høre prædikener. Og menneskets status i denne intergalaktiske sci-fi eleveres til sin gudbilledlige status.
Ja, sådan en sci-fi vil jeg lave. For i en tid, hvor vi prædiker om menneskets misbrug af naturen, hvor maskinen truer vores højtbesungne renæssancestatus, og hvor antinatalismen vokser, er det på høje tide, at teologien overtager fremtidspropagandaen igen.
For »vi skal herske over fiskene, træerne, dyrene og fuglene.« Det skal min sci-fi propagandere.
Alt for længe har science fiction ydmyget præster med en evindelig smøre om menneskets ligegyldighed i et uendeligt univers. Alt for længe har vi ofret vores gudbilledlighed på Hollywoods nihilistiske alter.
Jeg vil lave en sci-fi, hvor det netop er rumvæsnerne, der placerer mennesket som universets centrum. Rumvæsner fra fjerne galakser, alle tynget af loven, tørstende efter ordet, valfarter til Jylland. Verdens navle. Og jeg vil gøre den mest støvede og fordrukne præst til helten, til hovedpersonen.
Det trænger vi til. Dette er min science fiktion. Jeg vil ha’ intergalaktisk laserkamp med Kristus og sure præster i centrum.
God sommer.