Stop dæmonisering af antipsykotisk medicin: Nærvær, omsorg og tryghed fjerner ikke de meget ubehagelige psykotiske oplevelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Den 26. juni havde Mette Nøhr (C) et læserbrev i Din Avis Favrskov, hvor hun nærmest jubler over, at kommunens forbrug af medicin til demente – medicin, der afhjælper hallucinationer og psykoser – er faldet. Hun lover fortsat at holde et skarpt politisk øje med udviklingen, for forbruget skal endnu længere ned, mener hun.

Mette Nøhrs indlæg trigger min faglige viden på området, for det handler om nogen og ikke om noget.

Det handler om psykotiske borgere på plejehjem. Borgere, der har brug for fagprofessionelle øjne, der ser borgerne, og som dokumenterer deres observationer fagligt og ikke ud fra politiske holdninger. Det handler om læger, der tager henvendelser fra personalet alvorligt og ud fra deres faglige viden om borgerne handler derefter. Det handler om viden og erkendelse af, at al medicin har bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Men det handler mest af alt om gode leveår uden modbydelige og invaliderende psykotiske oplevelser. Jeg forstår ikke, hvorfor præparater, der kan fjerne grimme og for borgeren meget virkelige forestillinger, stadig bliver anset som et onde.

Psykotiske oplevelser kan både ses, føles, lugtes og smages. Det er voldsomt ubehageligt for den, der oplever det, og især for demente, der jo ikke har evnen til at forstå eller takle disse forestillinger. Selvfølgelig skal vi være nærværende og give omsorg og tryghed til folk med psykotiske forestillinger. Det skal vi over for alle, der har brug for pleje. Men nærvær, omsorg og tryghed fjerner altså ikke de meget ubehagelige psykotiske oplevelser.

Man må heller ikke glemme, at psykotiske borgere kan være meget aggressive og udadreagerende i både pleje- og samværssituationer. Det kan være en udfordring for personalet, der resulterer i øget sygefravær med dertilhørende overforbrug af afløsere, og dermed er den onde cirkel etableret.

I Favrskov er forbruget af psykofarmaka faldet markant. Jeg håber, det er fordi, behovet ikke længere er så stort. Men jeg tænker, at det måske i højere grad handler om, at de borgere, der fik det, ikke er her mere.

I hvert fald vil vi nok se en stigning igen på et tidspunkt. For vil vi ikke alle ønske og arbejde for flere gode leveår til psykisk syge mennesker?

Lige siden jeg engagerede mig i politik, har mit mål været at bringe virkeligheden tættere på mine politiske kolleger. Jeg må konstatere, at det lykkes nogle gange, men bestemt ikke altid.