Kronikerpakker skal handle om mere end diagnoser
Kronisk sygdom handler også om hverdagsliv, arbejdsliv, trivsel og om at kunne navigere i et sundhedsvæsen, der ofte opleves komplekst, pointerer regionsrådsmedlem.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
På Folkemødet på Bornholm deltog jeg i en rundbordssamtale om de kommende kronikerpakker. For mig blev det en vigtig påmindelse om, at vi risikerer at fokusere for snævert på diagnoserne, når vi i virkeligheden bør fokusere på det, der skaber værdi for patienterne.
Der er ingen tvivl om, at kronikerpakker er et vigtigt redskab til at skabe bedre og mere sammenhængende patientforløb. Men hvis vi alene diskuterer, hvilke sygdomme der skal have deres egen pakke, risikerer vi at overse det væsentlige. For mange mennesker med kronisk sygdom er udfordringen nemlig ikke kun mangel på behandling, men manglende sammenhæng mellem behandlingerne.
Diagnoserne er forskellige, og det skal indsatserne også være. Mennesker med type 2-diabetes, hjertesygdom, kroniske lænderygsmerter eller kompleks multisygdom har forskellige behov og kræver forskellige faglige indsatser. Derfor er der behov for målrettede kronikerpakker, men det ændrer ikke ved, at det ofte er sammenhængen i forløbet og tilgangen til patienten, der gør den store forskel.
Derfor er det afgørende, at vi ser på de elementer, som skal indgå i de kommende pakkeforløb. For kronisk sygdom handler ikke kun om behandling af en diagnose. Det handler også om hverdagsliv, arbejdsliv, trivsel og om at kunne navigere i et sundhedsvæsen, der ofte opleves komplekst.
Diagnoserne er forskellige, og det skal indsatserne også være.
Det handlede dialogen på folkemødet også om, og det er efter min opfattelse præcis her vi skal fastholde fokus.
Det vigtigste er ikke alene diagnosen, det handler om, men at patienten oplever, at nogen har ansvaret for det samlede forløb. At der er en tydelig plan. At der er koordination mellem sygehus, kommune og almen praksis. Og at der bliver fulgt op, når behovene ændrer sig. Det kræver også, at vi ser patienterne som aktive medspillere i deres eget forløb.
Patient- og pårørendeorganisationer spiller allerede i dag en vigtig rolle med rådgivning, støtte og erfaringsudveksling. Deres viden og erfaringer bør også tænkes aktivt ind, når vi udvikler fremtidens kronikerforløb. Mange af de udfordringer, som mennesker med kronisk sygdom oplever, går på tværs af diagnoser. Behovet for sammenhæng, koordinering, rådgivning og støtte til at mestre hverdagen er fælles for mange kronikere. Derfor skal vores opmærksomhed også være på, at kronikerpakker ikke udvikler sig til et system, hvor diagnoser konkurrerer om opmærksomhed og ressourcer. Det handler ikke om enten sygdomsspecifikke pakker eller generelle forbedringer af patientforløbene. Det handler om begge dele.
Vi bør spørge os selv, hvilke elementer der virker så godt, at de kan komme langt flere patienter til gavn. Hvis systematisk opfølgning skaber bedre forløb for én patientgruppe, hvorfor skulle andre så ikke have glæde af det? Hvis tydelig ansvarsplacering giver større tryghed, bør det ikke være forbeholdt enkelte diagnoser. Hvis bedre koordinering mellem sektorer forebygger unødige indlæggelser, bør det være en ambition for hele sundhedsvæsenet.
Netop derfor taler diskussionen om kronikerpakker direkte ind i sundhedsreformen. Reformen handler om at skabe mere sammenhængende patientforløb med tydeligt ansvar og en styrket rolle til patientens egen læge som gennemgående tovholder. Kronikerpakkerne kan blive et vigtigt skridt på vejen. Men den største gevinst opnår vi kun, hvis vi bruger erfaringerne til at løfte kvaliteten bredt i sundhedsvæsenet.
Målet må være, at alle patienter – også dem, der ikke har deres egen kronikerpakke – kan forvente sammenhæng, koordinering og en tydelig plan for deres behandling og forløb. For i sidste ende handler det jo ikke kun om diagnoser. Det handler om mennesker.