Hvad skal hunden hedde?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vores første hund var en lille rødhåret Cavalier King Charles Spaniel. Vi fik ham, da drengene var helt små og ikke havde noget at skulle have sagt – og kaldte ham Luther. Man er vel præst!

Luther fik desværre dårligt hjerte og døde. Vi fik ret hurtigt derefter en flot sort Labradoodle. Drengene var blevet så store, at de var svære at overhøre, og min mand og jeg var blevet så voksne, at vi erkendte, at det måske var ok, at de fik lov til at navngive familiens kæledyr. Og det endte med noget langt mere profant: Skipper! Jeg slugte min stolthed og vænnede mig til det.

Skipper var en dejlig hund. Og som alle gode familiehunde gjorde han det, han skulle: Han var der! Desværre blev han syg for et par måneder siden, og vi blev nødt til at få ham aflivet. Alle, der har eller har haft hund, ved, at det er en stor sorg, og vi har været ramt alle sammen – også de efterhånden unge mænd på matriklen. Det er mærkeligt, hvor meget plads et dyr kan få i et hjem, og hvor stille der bliver, når det ikke længere er der.

Nu venter vi så på at få vores lille nye hundehvalp i begyndelsen af august. En bedårende krølhåret kongepuddel. Men hvad skal hunden hedde? Der er sket det, at ALLE med årene har fået en mening og er blevet bedre til at argumentere! En søn har foreslået Ronaldo! Nej tak! En anden argumenterer for Sultan, min mand er så langt ude, at han – i ramme alvor – har foreslået Nimbus! Jeg havde ønsket mig, at han skulle hedde Brorson eller Grundtvig, men står helt alene med det…

I skrivende stund har vi følgende i spil: Julius, Ludvig, Balder, Saxo og Dante. Vi har haft demokratiske afstemninger, vi har lavet regler om, at man kun kan nedlægge veto én gang, vi har prøvet at arbejde med 2/3-flertalsbeslutninger, men indtil videre er det trukket længere ud end regeringsforhandlingerne. Jeg satser på, at nogen på et tidspunkt giver op, og så kører jeg Brorson i stilling igen! Eller: Det ender nok med et kompromis! Og det er nok også det bedste.

Det er sådan med kompromiser, at det kan føles som om alle taber lidt, fordi ingen får deres vilje – men erfaringen siger, at vi oftere vinder noget, når vi frivilligt giver plads til hinanden. Ikke fordi vi bliver enige, men fordi vi giver plads. Præcis som når vi skal på sommerferie: Skal det være storby eller strand? Kultur eller natur? Adventure eller afslapning? Hvis det skal blive en god ferie for hele familien, må man næsten altid indgå kompromiser og give plads til noget af det, som ikke står på ens personlige ferie-bucketliste. Ellers ender man med, at ingen gider holde ferie sammen med én.

Det er egentlig lidt mærkeligt. Vi bruger ordet kompromis, som om det er noget halvdårligt. Som om alle går skuffede fra bordet. Men måske er det lige omvendt. Er det ikke netop kompromiset der gør, at vi kan være i samme liv, selv når vi ikke ønsker det samme? De bedste ferier er sjældent dem, hvor jeg fik præcis det, jeg havde forestillet mig. De bliver gode, fordi vi finder ud af at være sammen. Også når vi ikke er enige om, hvad vi skal lave efter frokost. Eller når vi indimellem går derhen, vi egentlig ikke havde lyst til, bare fordi vi har lyst til at være sammen. Og måske er det sommerferiens gave: Ikke at få sin vilje, men at opdage, at glæden vokser, når vi gør plads til hinanden.

Jeg ved ikke, hvad hunden kommer til at hedde. Jeg håber på Brorson og frygter Nimbus eller Ronaldo. Men én ting er jeg sikker på: Hunden bliver fuldkommen ligeglad! Han logrer med halen og kommer alligevel, når vi kalder. Måske er det i virkeligheden ikke så dumt.