Klubpædagog: »Vi deler de samme unge med skolen, men læreren ved ikke, hvem jeg er«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg sad for nylig til et netværksmøde om en ung, der havde det svært. Rundt om bordet sad lærere, en vejleder, forældrene og mig. Da det blev min tur, mærkede jeg det, jeg har mærket mange gange før, en venlig, men tydelig undren over, hvad klubpædagogen egentlig lavede der. Hvad kunne jeg bidrage med, som de andre ikke allerede havde styr på?

Det er den oplevelse, jeg gerne vil sætte ord på. Jeg taler udelukkende ud fra min egen hverdag siden 2020, og jeg er ikke ude på at sætte hverken alle skoler eller alle lærere i bås. Jeg har mødt masser af dygtige lærere, som rigtig gerne vil samarbejde. Men jeg har oplevet det for mange gange til at tie med det og har kollegaer som har oplevet det samme, mange lærere ved ikke, hvad en fritids- og ungdomsklub er. De ved ikke, hvilke kompetencer vi har, og de ved ikke, hvad de kan bruge os til.

Og det er ærgerligt. For vi har den samme kerneopgave. Vi arbejder for de samme unges trivsel og udvikling vi går bare til den fra hver vores vinkel og med hver vores faglighed.

Der, hvor læreren møder den unge i klasselokalet med karakterer, krav og fagligt pres, møder jeg den unge i fritiden. I relationerne. I de timer, hvor der ikke skal præsteres, og hvor den unge selv har valgt at være. Det lyder måske som en lille forskel, men det er det ikke. Det er ofte i den ramme, at en ung tør vise, hvordan de egentlig har det.

Jeg ved, hvem den stille dreng spiser frokost med, og om han overhovedet gør det. Jeg ved, når en pige pludselig holder op med at komme, og jeg ved tit hvorfor, før nogen anden gør. Jeg har set, hvordan en ung, der bliver kaldt ”udfordrende” i timerne, kan være den, der tager sig af de yngre i klubben. Den slags viden bygger man op over tid og i tillid og den er svær at få øje klokken otte om morgenen.»«

Men den viden kommer kun i spil, hvis skolen ved, at vi sidder med den. Og hvis vi bliver inviteret med, før beslutningerne allerede er truffet. Alt for ofte oplever jeg, at klubben bliver tænkt ind til sidst, hvis overhovedet. Vi bliver orienteret om en plan i stedet for at være med til at lægge den, selvom vi nogle gange er dem, der kender den unge bedst uden for hjemmet.

En del af forklaringen tror jeg ligger længere tilbage, end vi går og tror. Lærere og pædagoger uddannes hver for sig, på hver sin uddannelse, og mødes stort set ikke, før den dag de står med de samme børn og unge i virkeligheden. Vi lærer aldrig hinandens fagligheder at kende, og så er det egentlig ikke så mærkeligt, at vi har svært ved at bruge hinanden bagefter. Man kan ikke trække på en ressource, man ikke ved findes.

Det viser sig helt konkret i sproget. Læreren taler om mål, progression og det enkelte fag. Jeg taler om relation, fællesskab og det hele ungeliv. Vi mener tit det samme, men vi siger det med forskellige ord, og så kommer vi til at tale forbi hinanden og forveksle det med uenighed.

Hvorfor ikke bygge samarbejdet ind i selve uddannelserne? Fælles undervisningsforløb, fælles temaer eller dele af praktikken på tværs, hvor kommende lærere og pædagoger lærer hinandens roller, sprog og kompetencer at kende fra start. Det behøver ikke være meget. Men hvis man bare én gang i sin uddannelse har stået sammen om en case og oplevet, hvad den anden faggruppe ser, som man selv overser, så bærer man den erfaring med sig. Når kerneopgaven er fælles, burde optakten til den også være det.

Men jeg vil ikke kun pege på skolen. Vi klubpædagoger kan blive markant bedre til at fortælle, hvad vi faktisk laver. Vi er ikke gode nok til at vise vores arbejde frem og sætte ord på den faglighed, der ligger bag det, som udefra kan ligne ”bare” hygge og hængeri.

Bag det afslappede ligger der faktisk en metode. Vi arbejder bevidst med at skabe trygge fællesskaber, med at fange de unge, der er ved at falde ud, og med at være de voksne, som unge selv opsøger, fordi de har lyst – ikke fordi de skal. Men hvis vi ikke selv sætter ord på det, kan vi heller ikke fortænke nogen i ikke at spørge os. Synligheden er også vores eget ansvar, og den begynder med, at vi tør tage faget alvorligt og tale om det som en faglighed på lige fod med skolens.

En sidste, mere praktisk ting, mange klubber ligger ikke på samme matrikel som skolen. Der er fordele og ulemper ved begge dele. At ligge for sig selv giver klubben sit eget frirum, et sted der er de unges og ikke skolens, og det har en værdi i sig selv. Men jeg tror alligevel, samarbejdet havde været nemmere, hvis vi delte adresse.

Se på SFO’erne. De ligger på skolerne og hører ind under skoleledelsen, og det skaber en naturlig, daglig forbindelse, som vi i klubberne sjældent har. Man mødes i gangen, man spiser frokost sammen, man fanger lige en kollega mellem to ting. Den slags uformelle møder er ofte der, det vigtigste bliver sagt. Når man ikke deler hverdag, kommer samarbejdet til at afhænge af et planlagt møde i ny og næ – og det er en skrøbelig måde at hjælpe en udsat ung på. Jeg foreslår ikke, at alle klubber skal flytte ind på skolerne. Men jeg efterlyser, at man tænker den fysiske og organisatoriske afstand med, når man undrer sig over, hvorfor samarbejdet halter.

Og så er der nogle helt nøgterne forhold, som spænder ben, selv når alle gerne vil. Vi arbejder på forskellige tidspunkter af dagen – læreren om morgene og formiddagen, jeg om eftermiddagen og aftenen, så vi er nærmest aldrig på arbejde samtidig. Der er sjældent afsat tid til det tværfaglige samarbejde; det forventes at ske af sig selv i sprækkerne, men der er ingen sprækker, når vi ikke deler hverdag.

Oven i det lever der fordomme begge veje. Nogle ser klubben som ”bare leg”, og nogle af os ser skolen som et sted, der ”kun går op i karakterer”. Begge billeder er karikaturer, men de farver, hvordan vi møder hinanden. Og så bliver skolen og klubben målt på vidt forskellige ting. Skolen vejes på faglige resultater, test og fravær. Det bliver klubben ikke. Når to systemer belønnes for noget forskelligt, er der heller ikke noget i hverdagen, der trækker dem mod hinanden – og samarbejdet ender som et ”nice to have” frem for noget, nogen bliver holdt op på. Det er ikke uvilje. Det er strukturer, der ikke er bygget til at mødes.

Jeg drømmer ikke om, at lærere skal blive pædagoger, eller omvendt. Pointen er den modsatte, at forskelligheden er hele styrken, hvis vi vælger at bruge den. Lærerens faglige blik og pædagogens relationelle blik er ikke hinandens modsætninger de er to halvdele af det samme barn.

Forestil jer, hvad vi kunne, hvis skolen og klubben for alvor brugte hinanden. Hvis læreren vidste, at der i klubben sad en voksen, som den udsatte ung allerede stolede på. Hvis klubpædagogen blev ringet op, før et netværksmøde, og ikke bare inviteret med som en høflig formalitet. Hvis vi greb ind sammen, før det brænder på, og ikke først når det gør.

Vi står allerede rundt om den samme unge. Vi mangler bare at få øje på hinanden.