Paradiset findes ikke i Rådhuskroens gårdhave, men vejen derind gemmer på en historisk overraskelse
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
På hjørnet af Adelgade mod øst og Jernbanegade ligger ”Rhodegården”.
Venstre side af bygningen er i dag et populært spisested – tidligere ”Kähnes Frisørsalon”. Højre side er ”Rådhuskroen” – den tidligere landskendte ”Julianes Kro”. I den sydlige del af bygningen ses en indgangsportal med et smukt gammelt udskåret egetræsskilt hængende ovenover. Teksten er på latin med et budskab fra evangelisten Matthæus om at fokusere på det åndelige frem for det verdslige:
Søg først Guds Rige og hans retfærdighed,
så skal alle disse ting gives Eder i tilgift
Mat. 6. C. Herre vis mig dine veje.
Peter Sørensen Blaakier 1611.
Lader man blikket drage videre gennem porten, ledes tankerne hen på noget, der på en god dag godt kunne minde lidt om ”Guds Rige”. Her sidder mange lykkelige individer og folder deres barkede næver krampagtigt om guddommelige fadbamser. Trods den umiddelbare religiøse tilgang drages man ganske ubevidst videre ind i et mere verdsligt univers med ubegrænset adgang til ”livets forførende dråber” – naturligvis med skyldig hensyntagen til sit rådighedsbeløb, som tørsten godt kan udfordre på en glad dag.
Men når regningen åbenbares af den gode krovært John, som har styret dette eventyr gennem mere end 50 år, forstår man straks bedre hvorfor, at han ikke er Gud og hvorfor, at dette ikke er Paradiset, hvor ”Ting gives Eder i tilgift”, selvom man søgte Guds Rige og hans retfærdighed. Men som den kære John udtrykker det:
»Jeg kan ikke leve af næstekærlighed, men jeg kan via min forførende charme og et tåleligt prisniveau give mine gæster en følelse af noget, der ligner.«
De fire sydligste fag af bygningen, hvor Rådhuskroen ligger, er opført for Poul Helles Rhode i 1766 – deraf navnet ”Rhodegården”. De ti nordligste fag er opført 1723. Søndre sidehus kan være fra begyndelsen af 1600-tallet, hvilket forklarer årstallet 1611 på skiltet; så måske den allerældste nuværende bygning i Ebeltoft (udover kirken) i tæt konkurrence med den gamle smukke bindingsværks-længe fra gourmet-mekkaet ”Mellem Jyder”.
Hvor er det dejligt, at man stadig kan finde små fantastiske klenodier i vores skønne Ebeltoft. Byen er sprængfyldt med tusindvis af historiske overraskelser, som bare venter på at blive åbenbaret og fortalt. Og jeg vil sandt for dyden gøre alt for at finde dem.
læser
Når lyset er slukket i helårshusene, dør landsbyerne langsomt ud
lige nu