Vi skal lære af sundhedsvæsenet, hvis vi skal hjælpe flere børn og familier ud af mistrivsel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har den seneste tid mødt organisationer og forældre, som fortæller den samme historie igen og igen. De oplever, at de står alene, når mistrivsel og skolevægring rammer. De oplever, at hjælpen først kommer, når mistrivslen er blevet så omfattende, at barnet ikke længere kan komme i skole.

Børnene klarer sig igennem skoledagen for så at smelte på dørtrinnet, når de kommer hjem. ’Maskering’ kaldes det. Barnet har holdt sammen på sig selv, så hverken kammerater eller skole spotter mistrivslen. Men derhjemme oplever forældrene konsekvenserne af overbelastning: Tristhed, frustration, udadreagerende adfærd, søvnløshed, angst og en hverdag uden venner eller fritidsaktiviteter. Skole og forældre ser to versioner af barnet, med den konsekvens at hjælpen kommer alt for sent.

I Aarhus er der lige nu cirka 1.000 forældre, der helt eller delvist har sat arbejdslivet på pause for at tage sig af deres børn i hjemmet. De bliver sendt fra skole til PPR, fra kommune til psykiatri og tilbage igen. De skal selv holde styr på møder, aftaler og opfølgning, samtidig med at de forsøger at være der for det barn, der har det svært.

Det skal vi gøre bedre. Derfor foreslår jeg en trivselspakke for børn og unge i mistrivsel og skolevægring.

Inspirationen kommer fra den måde, vi har organiseret kræftpakkerne på i sundhedsvæsenet. Jeg sammenligner ikke mistrivsel med kræft. Det kan man naturligvis ikke. Men de fleste af os har haft personer tæt på, der har været i udredning for kræft, og vi kender til det beredskab, der aktiveres ved bekymring for alvorlig sygdom. Et professionelt og koordineret forløb, hvor fagpersoner ved præcist, hvem der gør hvad, hvornår og hvorfor.

Kræftpakkerne har vist værdien af et system, hvor ansvaret er tydeligt, samarbejdet er forpligtende, og ingen er overladt til selv at koordinere deres eget forløb. Den tryghed og sammenhæng skal familier til børn i mistrivsel også møde.

Mit indlæg er ikke en kritik af de mange socialrådgivere, lærere, psykologer og andre fagpersoner, der arbejder tæt på børn i mistrivsel. Jeg ved, at de gør deres allerbedste. Vi har mange trivselsindsatser både i kommune og civilsamfund, også mange gode. Men der er i dag for mange steder i systemet, hvor kæden ’hopper af’ og vi ikke lykkes godt nok med at skabe sammenhæng.

Med trivselspakken får familien én koordinerende sagsbehandler med ansvar for at samle trådene og sikre, at skole, PPR, socialområde, sundhedsvæsen og civilsamfund arbejder sammen og i samme retning. Årsagerne til mistrivsel kan være mange, og der findes ikke én vej tilbage til trivsel. Men der bør være én indgang, ét fælles ansvar og én tydelig plan. Forløbet skal selvfølgelig tilpasses det enkelte barn og den enkelte familie, men rammen skal være forpligtende, så ingen falder mellem stolene, og hjælpen kommer i tide.

Når et barn mistrives, er tid afgørende. Jo tidligere vi handler, desto større er chancen for, at barnet kan fastholde tilknytningen til skolen og fællesskabet. Handler vi ikke rettidigt, risikerer mistrivslen at få konsekvenser for hele familien og langt ind i ungdoms- og voksenlivet. Søskende bliver til skyggebørn, der lærer at tilsidesætte egne behov, og forældre må se sig nødsaget til at forlade arbejdsmarkedet for at tage sig af barnet. Samtidig klarer børnene sig ofte dårligere ved folkeskolens afgangsprøver og har sværere ved at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Børnene har fortjent en hverdag med fællesskab og skolekammerater. Ikke et børneliv, der foregår på værelset bag nedrullede gardiner. Derfor skal trivselspakken sættes i gang allerede ved bekymring eller begyndende skolefravær, og den skal kunne aktiveres af både forældre og skole. Forældre skal ikke kæmpe for hjælpen. Vi skal reagere, mens alvorlig mistrivsel stadig kan forebygges.

Jeg foreslår en trivselspakke i to spor. Et spor, der griber børn i begyndende mistrivsel eller skolevægring, og et andet spor til de familier, hvor mistrivslen allerede er markant, og hvor der er brug for en mere indgribende indsats.

I sundhedsvæsenet accepterer vi hverken lange ventetider eller, at mennesker med alvorlig sygdom skal finde vej gennem et komplekst system alene. Det samme bør gælde for børn og familier i mistrivsel. Vi skylder børnene og deres familier mere end gode intentioner. Vi skylder dem et system, der virker, når de har allermest brug for det. Derfor kæmper jeg for at få trivselspakkerne gennemført i de kommende budgetforhandlinger.