Udviklingen i Tilst kan ikke forklares med ét boligområde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Den seneste tids debat om udviklingen i Tilst har sat fokus på en række reelle udfordringer. Integration, beskæftigelse, social kontrol og sammenhængskraft er emner, vi skal kunne tale åbent om.

Men jeg savner et vigtigt led i analysen.

Et gennemgående budskab i artiklerne er, at udflytningen fra Gellerup har flyttet problemerne til Tilst, og at Langkærparken er blevet det tydeligste eksempel på den udvikling.

Men holder det, når man ser på tallene?

Jyllands-Posten henviser til, at 1.062 borgere er flyttet fra Gellerup til Tilst mellem 2011 og 2023, samtidig med at Tilsts befolkningssammensætning har ændret sig markant. Det er en central forklaring i artiklerne.

Hvis den udvikling primært havde sat sig i Langkærparken, burde det også kunne ses i områdets egne udviklingstal. Det er den sammenhæng, jeg savner dokumentationen for.

Jeg har sammenholdt Landsbyggefondens udviklingstal for Langkærparken med udviklingen i de øvrige boligsociale helhedsplaner i Aarhus.

De viser ikke et boligområde, der de seneste ti år har udviklet sig markant dårligere end de øvrige. Tværtimod er andelen uden for arbejdsmarkedet faldet, færre unge står uden uddannelse eller beskæftigelse, karaktererne ved folkeskolens afgangsprøver følger udviklingen i de øvrige områder, og kriminaliteten blandt de 15-29-årige har gennem flere år været den laveste blandt de fem helhedsplaner.

Betyder det, at Langkærparken er uden problemer?

Nej.

Men det betyder, at jeg savner dokumentationen for, at det er netop Langkærparken, der forklarer den udvikling, som artiklerne peger på.

For hvis over 1.000 borgere er flyttet fra Gellerup til Tilst, men udviklingen ikke kan genfindes i Langkærparkens egne tal, hvor er det så sket?

Tilst har imidlertid ændret sig langt bredere end Langkærparken. I samme periode er der opført over 1.000 private udlejningsboliger, særligt i Blomsterhaven. Det betyder ikke, at udviklingen kan forklares alene med de private udlejningsboliger. Men den kan heller ikke forklares alene med Langkærparken. Derfor er det svært at forstå, hvorfor fokus næsten alene rettes mod Langkærparken, når byen samtidig har fået så mange nye private udlejningsboliger.

Der er én statistik i Landsbyggefondens opgørelser, som dog springer særligt i øjnene: den oplevede tryghed. Den skiller sig ud, fordi Langkærparken på de fleste øvrige indikatorer udvikler sig på niveau med eller bedre end de øvrige boligsociale helhedsplaner, mens den oplevede tryghed ligger væsentligt lavere.

Det er interessant. For oplevet tryghed handler om de erfaringer, man har i sit lokalområde. Men den formes også af det billede og det ry, området får.

Og ry betyder noget.

Ikke kun for dem, der overvejer at flytte hertil, men også for dem, der allerede bor her.

Det gælder også områdets institutioner.

I en anden artikel beskrives nogle meget reelle udfordringer på Tilst Skole, som skolen aktivt forsøger at gøre noget ved. Et områdes ry kan få konkrete konsekvenser. Når skolens ry forværres, vælger ressourcestærke familier den fra, ikke nødvendigvis på baggrund af egne erfaringer, men fordi skolen har fået et bestemt ry. Det ændrer elevsammensætningen, og dermed bliver fortællingen om en skole med problemer lettere at bekræfte og endnu sværere at gøre noget ved.

Derfor mener jeg også, at medierne har et ansvar. Ikke for at lade være med at beskrive problemerne, det ville være forkert.

Problemerne skal beskrives, diskuteres og løses. Men hvis vi vil finde de rigtige løsninger for Tilst, er vi også nødt til at udfordre de forklaringer, vi bygger vores forståelse på, også når de virker oplagte.