Om at være god

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har altid prøvet at være god

det er meget krævende…

men ved daglig øvelse

er jeg nu kommet op på en time

hvis jeg ikke bliver forstyrret

jeg sidder helt alene

med uret foran mig

breder armene ud

gang på gang

der er ikke spor i vejen

jeg er egentlig bedst

når jeg er helt alene.

Sådan skrev Benny Andersen i sit digt Godhed. Det er nemmest at være god, hvis man bare er sig selv. De andre kan være så grænseløst irriterende, at ingen med respekt for sig selv da kan mene, at man kan være god ved dem – ikke i længden i hvert fald og slet ikke hele tiden. Det er umuligt.

Hvis vi skal være 100 procent ærlige, så tror jeg, de fleste mennesker kunne drømme sig hen på en øde ø en gang imellem. Låse sig inde. Afskærme sig fra verden. Lad mig sidde alene med min telefon eller mit strikketøj foran fjernsynet! Hvis man har små børn, er det sikkert en tanke, der kommer op i en før eller siden. En ikke særlig køn tanke, men ikke desto mindre. At sidde alene – dér er det nemt at være god.

Hvis man så skal være god iblandt andre mennesker, er det nemmest med nogen man ikke kender så godt. En forlomme til den fremmede i køen i Netto eller lade en anden flette ind foran på motorvejen.

Jo nærmere relationer, jo sværere bliver det. En kollega gennem mange år, der har de mest irriterende vaner. Eller en klassekammerat, der virkelig er dum. Og hvis man ser på de allernærmeste, familien, er det faktisk sådan at de fleste mord sker inden for familien.

Alt det bøvl ved relationer. Så er det meget nemmere at være god, når man er helt alene. Men det er og bliver en utopi! Noget verdensfjernt, som at drømme om at vinde i Lotto (det gør du heller aldrig!). Virkeligheden er nærmere, at mennesker er skabt til at leve i relationer. Det er dér, vi bliver til. Måske er det ligefrem livsnødvendigt.

Vi er hinandens verden, om end det til tider kan være enormt bøvlet. Vi holder en del af den andens liv i vores hånd, som teologen Løgstrup formulerede det. Vi er forbundet af livstråde, som Svend Brinkmann engang sagde det. Intet menneske lever eller dør for sig selv, som apostlen Paulus skrev for over to tusind år siden. Mennesket finder sted mellem mennesker, som teologen Hannah Arendt formulerede det.

Så mange kloge mennesker, der peger på den virkelighed, hvor vi på godt og ondt skal leve sammen.

Så hvad hvis det ikke altid er muligt at være god, overskudsagtig eller positiv? Ja, det bliver først et problem, hvis det er sådan, du tror, mennesker skal være. Hvis du spørger mig, eller Jesus, så er det umenneskeligt at være god hele tiden. Mennesker fejler og svigter. Det er så let at skelne og dele op, at segmentere og putte i kasser. Men det fritager os ikke fra at prøve. Gøre det bedste, vi kan. Velvidende, at vi kan ramme ved siden af og måske gør det oftere, end vi bryder os om.

Så er der jo noget, der hedder tilgivelse. Overbærenhed. At vide, vi alle sammen har dårlige dage. Men at vi må gøre det, så godt vi kan.