Vi skåler over en sejr – men glemmer klimakampen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I avisen 1. juli kunne man læse, hvordan modstandsgruppen mod solcelleprojektet ved Kejlstrup, Grønfeld og Egens fejrede, at projektet blev stoppet. »Vi skålede i bobler,« lød det, mens man stod med den smukke udsigt, som ifølge artiklen ville være blevet dækket af solceller.

Jeg forstår godt, at man værner om sit lokalområde. Men jeg forstår ikke, at vi samtidig overser den langt større udfordring, der rammer os alle: klimaforandringer.

Det afviste projekt kunne have leveret 90 MW grøn strøm og et stort batterianlæg på 70 MW / 280 MWh. Det er energi, vi har akut brug for – både lokalt og nationalt – mens juni slår varmerekorder, kystsikringer planlægges, og ekstremt vejr bliver hverdag.

Og her er en vigtig pointe, som ofte glemmes: Solceller med batterilagring giver lokal robusthed. Ved nedbrud på elnettet kan et moderne anlæg med batteri levere strøm i flere dage. Det betyder, at lokalsamfund, virksomheder og kritiske funktioner kan holdes kørende, selv når resten af nettet ligger mørkt. Det er en styrkelse af den lokale forsyningssikkerhed – ikke en svækkelse.

Alligevel fejrer vi, når et VE‑projekt bliver stoppet. Holdningen “not in my backyard” er forståelig, men klimaforandringerne stopper ikke ved sognegrænsen.

Hvis vi ikke vil have solceller på landbrugsjord, hvor vil vi så have dem? På havet? På industrigrunde? På tage? Ja tak til det hele – men det er ikke nok. Vi skal bruge mere grøn energi, ikke mindre.

Det burde være så nemt: Alle nye byggetilladelser og renoveringer bør kræve solceller. Hvis man ikke vil have solceller, må der ikke gives byggetilladelse. Solceller på tage belaster ikke landskabet og producerer energi dér, hvor den bruges.

Vi står midt i klimakrisen. Rekordvarme, stigende vandstand og kraftigere storme er ikke fremtid – det er nutid. Derfor må vi handle derefter. Det kræver mod, politisk vilje og en erkendelse af, at vi alle må bidrage. Ikke kun dem, der bor “et andet sted”.