Vi skal have gjort op med overbelægningen i voksenpsykiatrien
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Alt for mange patienter i voksenpsykiatrien bliver i dag indlagt på afdelinger med overbelægning. Det påvirker kvaliteten i behandlingen, patientsikkerheden og arbejdsmiljøet for de dygtige medarbejdere, som hver dag gør en kæmpe indsats.
Derfor er vi glade for, at regionsrådet den 24. juni behandlede en sag med en række konkrete initiativer, der skal være med til at vende udviklingen. Sagen bygger videre på det arbejde, som gennem flere år har været en politisk prioritet i Region Midtjylland.
I sidste valgperiode havde vi i regionen et Psykiatri- og Socialudvalg. Også her arbejdede vi målrettet med at sætte psykiatrien højere på den politiske dagsorden. Det arbejde har været med til at skabe fundamentet, og med budgettet for 2026 blev der truffet en historisk beslutning om at udvide kapaciteten med op mod 48 nye almenpsykiatriske sengepladser frem mod 2030. Det er et vigtigt skridt.
Ekstra indsatser
Men flere senge alene løser ikke udfordringen. Der er brug for indsatser, der kan styrke sengeafsnittene og understøtte mere sammenhængende og bæredygtige patientforløb.
Overbelægning handler nemlig også om, at patientforløbene hænger sammen. Derfor er det afgørende, at region, kommuner og almen praksis samarbejder langt tættere om forløbene før, under og efter en indlæggelse. Når en patient er klar til at blive udskrevet, skal det rette tilbud være klar.
Og vi skal forebygge unødvendige genindlæggelser gennem stærke overgange mellem hospital, kommune og botilbud.
Det er præcis den retning, vi i Socialdemokratiet i Region Midtjylland gik til valg på.
Vi lovede at tage overbelægningen i voksenpsykiatrien alvorligt. Vi ville sikre flere sengepladser. Og vi sagde klart, at tosengsstuer i psykiatrien skal høre fortiden til. Samtidig understregede vi behovet for bedre sammenhæng mellem sektorerne, så patienterne oplever trygge og sammenhængende forløb.
Den sag, regionsrådet har behandlet, er endnu et skridt i den rigtige retning. Der lægges op til fælles sigtelinjer med kommuner og almen praksis, flere medarbejdere på vagt og konkrete planer for at sikre kvalitet og patientsikkerhed, når afdelingerne er under pres.
Vi ved godt, at udfordringerne ikke er løst fra den ene dag til den anden. Men vi mener, at den eneste ansvarlige vej er at fortsætte med konkrete investeringer, tæt samarbejde på tværs og ikke mindst løbende politisk opfølgning, hvor sundhedsrådene fremover skal spille en central rolle.
Patienter med psykisk sygdom har krav på samme kvalitet og værdighed som alle andre patienter. Derfor vil vi fortsat arbejde for, at overbelægning bliver undtagelsen – ikke hverdagen – i voksenpsykiatrien.
læser
lige nu