Klimamålet i Aarhus er ikke urealistisk: Det er et bevidst fravalg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På det sidste byrådsmøde før sommerferien stod Socialdemokratiet og de borgerlige partier i kø for at ”afsløre”, at de ikke længere finder målet om at gøre Aarhus CO2-neutral i 2030 realistisk.

Klimamålet, der første gang blev vedtaget i 2008 og senest genbekræftet af et bredt flertal i byrådet i 2024, blev under byrådsmødet kaldt en god beslutning, men som borgmester Anders Winnerskjold (S) udtrykte det: »Jeg tror heller ikke længere på målet om CO2-neutralitet i Aarhus i 2030. (…) Vi er ikke nået i mål – i høj grad på grund af udefrakommende omstændigheder.«

Det var så tydeligt, som det kunne blive, et varsel om, at Socialdemokratiet overvejer at gå sammen med de borgerlige partier for at give et dødsstød til målsætningen for Klimaplan 2025-2030, selv om vi kun er halvvejs i 2026.

Det er unægteligt tidligt at opgive sin egen målsætning, og hvis det sker, vil det da også være udtryk for manglende lederskab og manglende føling med den udvikling, der sker omkring os.

Med den varmeste hedebølge i Europa nogensinde fortsætter klimaforandringerne med at tiltage i styrke og voldsomhed. Det burde i sig selv være motivation nok til at gøre sig umage med at begrænse klima-skadernes omfang.

Men også politisk står vi et helt andet sted. Med firkløverregeringen har Aarhus fået de måske bedste forudsætninger nogensinde for at indlede et stærkere samarbejde med et ministerhold, der har sat klimaet højt på dagsordenen. Oveni har Klimarådet i en analyse fastslået, at det store flertal af danskerne støtter mere klimahandling.

Rammerne for klimahandling har aldrig været bedre. Vil Socialdemokratiet i Aarhus i den situation følge de borgerlige partier og give op – eller bruge sit flertal med RV, SF og Ø til at styrke indsatsen, nu hvor mulighederne er til stede?

Undskyldningen om, at det er ”udefrakommende omstændigheder”, der skulle være årsag til, at klimamålet ikke er realistisk, er bevidst ansvarsfralæggelse. Selvfølgelig betyder det noget, at CO2-fangstanlægget (CCS) i Lisbjerg måtte opgives, men det er ingen overraskelse.

Allerede under forhandlingerne om klimaaftalen i 2024 efterlyste Alternativet en plan B, fordi CO2-fangsten både økonomisk og som virkemiddel var alt for usikker. Byrådets partier sad med et helt katalog af mulige indsatser, og NGO’erne supplerede med forslag til yderligere handling, så mulighederne var der, hvis viljen også havde været til stede i rummet.

Klimaaftalens manglende fremdrift skyldes ikke ”udefrakommende omstændigheder”, men derimod bevidste fravalg. For eksempel har hverken rådmanden for Miljø og Teknik eller borgmesteren eller Aarhus Havns bestyrelse handlet på at lave en belysning af mulighederne for at opstille seks vindmøller på havnen, selv om det blev besluttet af et politisk flertal i byrådet for over halvandet år siden. Det er ikke en ”udefrakommende omstændighed”. Det er undergravning af klimaaftalen.

En anden faktor er, at Klimaplanen og Den Grønne Mobilitetsplan aldrig er blevet fuldt finansieret. Den manglende finansieringsplan blev tydelig under den nylige debat om letbaner og busfremkommelighed, hvor byrådsflertallet også på det punkt var klar til at opgive den højklassede kollektive transport. Byrådet burde i det mindste kunne samles om at finansiere indsatsen for flere A-elbusser og busfremkommelighed, eller ”etablere og udbygge trængselsfri, højfrekvent og højklasset kollektiv trafik,” som det hedder. Samt naturligvis udbygge cykelstier og cykel-parkering. Det koster ikke et halvt stadion.

Når man kun afsætter 300 millioner kroner til hele klimaplanen i 2024, hvoraf der resterer ca. 202 millioner kroner i den opdaterede økonomioversigt, så er det et bevidst fravalg af klimahandling. Det skal ses i forhold til, at alene Aarhus Kommunes andel af udgifterne til den stærkt CO2-udledende Marselistunnel er dobbelt så stor. Og at der oveni er brugt milliarder af skattekroner på udvidelse af motorveje, udvidelse af Aarhus Havn med Omniterminalen, stadionbyggeriet og så videre.

Den manglende klimahandling er med andre ord udtryk for en lokalpolitisk prioritering.

De borgerlige partier kæmper stadig med at tage klimakrisen alvorligt, så deres position overrasker ikke.

Med de grønne ambitioner, som er udtrykt i regeringsgrundlaget for den nye firkløverregering, er det derimod umuligt at forestille sig, at Socialdemokratiet i Aarhus nu vil til at slå op i banen. Det ville være et stort nederlag og en vild kontra i forhold til det, der sker landspolitisk.

Regeringsgrundlaget er en åben dør til et stærkere samarbejde med staten og Kommunernes Landsforening. Lokalt står de grønne NGO’er klar til at bidrage med forslag til handling, og det folkelige engagement hos aarhusianerne er der og kan mobiliseres til konkrete løsninger.

Der er såmænd også god inspiration fra egne rækker med socialdemokraterne Niels Fuglsangs og Anne Paludans nye bog ”Foregangsmyten”, når det for eksempel gælder indsatsen over for de forbrugsbaserede udledninger.

Behovet for klimahandling har aldrig været større, og mulighederne har sådan set heller aldrig været bedre, så lad os nu se et byråd, der smøger ærmerne op og viser det lederskab, der skal til for at realisere potentialet.